Ny forstander på Blå Kors i Arden
Starter i jobbet 1. september
ARDEN: Jacob Kjærgaard Andersen er ny forstander på botilbuddet Blå Kors Rold Skov i Arden. Han begynder i jobbet 1. september.
Mødet med Blå Kors er ikke hans første. Jacob Kjærgaard Andersen har tidligere arbejdet seks år som socialpædagog på Blå Kors Minibo i Hobro, et mindre botilbud for mennesker, som kæmper med både misbrug og psykisk sygdom.
Derudover har han været teamleder på Blå Kors Hjemmet i Hobro, hvor han havde ansvar for en del af hjemløseindsatsen, inden han for halvandet år siden startede som afdelingsleder i en integreret vuggestue og børnehave under Randers Kristne Friskole.
- Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang. På mange måder føles det som at vende hjem til det, jeg kender. Jeg har været halvandet år væk inden for et helt nyt område. Det har været meget lærerigt, men jeg ser frem til at komme tilbage til området for socialt udsatte, som jeg brænder meget for, siger Jacob Kjærgaard Andersen i en pressemeddelelse fra Blå Kors.
Jacob Kjærgaard Andersen er uddannet diakon og tager en diplomuddannelse i ledelse.
På Blå Kors Rold Skov skal han være øverste daglige leder for et botilbud med plads til 44 beboere, der er indskrevet på midlertidige eller længerevarende ophold. Medarbejderstaben tæller socialrådgivere, pædagoger, diakoner, sygeplejersker og servicemedarbejdere.
- Jeg ser frem til at møde medarbejderne og beboerne på Blå Kors Rold Skov. Mit indtryk er, at det er et sted med liv og mange aktiviteter. Man vil gerne være en aktiv del af lokalområdet. Det synes jeg er rigtig fedt, siger Jacob Kjærgaard Andersen.
Han tager over efter Hanne Thomsen, som ikke længere har mulighed for at varetage et fuldtidsjob.
Jacob Kjærgaard Andersen er 35 år og bor i Randers sammen med sin kone og deres tre børn.