Niels har budt Mikkel velkommen med ombord
HOBRO: Niels V. Rasmussen blev selvstændig med Hobro Malerfirma i 1992. Nu har han budt næste generation velkommen i ejerskabet af virksomheden. Dette i form af sin søn Mikkel V. Rasmussen.
Umiddelbart stod det ikke i kortene, at Mikkel skulle gå sin far i bedene som maler. Mikkel blev i sin tid udlært hos Intersport i Hobro, kørte en overgang som sælger og har såmænd også været en tur i København, hvor han arbejdede i stormagasinet Magasin.
Men indimellem – blandt andet i ferier – har han hjulpet lidt til i sin fars virksomhed, og valgte derfor at gå i lære som maler i 2017. Han blev udlært bygningsmaler i 2020 og har efterfølgende taget en projektlederuddannelse i malerbranchen.
- Med sin uddannelse og efterfølgende flere år i virksomheden er Mikkel klar til at tage et medansvar for fremtiden. Derfor har han med indgangen til 2025 købt en femtedel af min virksomhed, fortæller Niels V. Rasmussen, der også har planer om, at byde sin datter, Mille, velkommen som medejer. Hun er lige nu i lære i virksomheden, og skal lige have uddannelsen i hus.
- Jeg er selv 56 år og har forhåbentlig mange gode år tilbage på arbejdsmarkedet, men det føles godt, at have taget hul på et glidende generationsskifte. Det er så meget nemmere og smidigere for alle parter, når man tager hul på det i god tid, tilføjer Niels V. Rasmussen, der også har sin hustru Ane med i firmaet. Hun står for meget af det administrative.
Stor passion for malerhåndværket
Hos 30-årige Mikkel V. Rasmussen er der stor glæde over at været blevet medejer af Hobro Malerfirma.
- Selvom jeg en overgang troede, at jeg skulle lave noget andet end min far, så har jeg altid haft en stor passion for malerhåndværket, og har da også ofte hjulpet til i virksomheden i mine ferier og på andre tidspunkter.
- Derfor var det helt rigtigt for mig at tage uddannelsen, og det føles nu helt naturligt at tage næste skridt og være med til at videreudvikle den virksomhed, jeg er vokset op med.
- Så jeg glæder mig meget til at fortsætte den rejse sammen, både med min far, min mor og min søster, fortæller han.
Hobro Malerfirma er et af Nordjyllands største malerfirmaer. Virksomheden, der beskæftiger 45 medarbejdere, udfører rigtig mange opgaver for erhvervskunder, herunder både boligforeninger, bygherrer og små, mellemstore og store virksomheder. Hertil kommer en god portion opgaver for privatkunder.