Nicklas har haft et godt første år som selvstændig bilhandler
HOBRO: Midt i august måned sidste år kastede Nicklas Bisgård Mouritzen sig ud som selvstændig med onlinebiler.dk, der har hjemme på Smedevej 15 i Hobro. Dermed kan han se tilbage på sit første år som selvstændig – et år, han er ganske godt tilfreds med.
Onlinebiler.dk er - som navnet antyder – en onlineplatform for salg af brugte biler, men hertil kommer et showroom/udstilling af bilerne på Smedevej 15 i Hobro. Her er der dog ikke faste åbningstider, men åbent, når det passer kunderne.
- Har man behov for at se en bil om aftenen eller i weekenden, så finder vi ud af det. Jeg er her, når kunderne har behov for det, ligesom jeg også gerne leverer en bil på en kundens hjemadresse. Jeg gør rigtigt meget ud af fleksibiliteten, fortæller Nicklas Bisgård Mouritzen, der kan se tilbage på et godt første år – også selvom brugtvognsmarkedet har oplevet lidt turbulens.
- Der har været store udsving på markedet det seneste år, hvor priserne på brugte biler generelt er faldet. Samtidig er kunderne noget usikre på, hvad de skal vælge. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for det at priserne er faldet, har også fået nogle til at slå til. Så overordnet set, har jeg haft et godt første år, fortæller Nicklas Bisgård Mouritzen, der tidligere har arbejdet hos blandt andre Sølvsten Biler i Viborg, og som faktisk havde et andet job på hånden, da han så de ledige lokaler på Smedevej og i stedet valgte at kaste sig ud som selvstændig.
Deler adresse med to andre virksomheder
Onlinebiler.dk har p.t. 15-20 brugte biler på lager – de fleste i familieklassen, og hovedparten elbiler.
Virksomheden deler adresse med Oscar Biludlejning og CMH Biler – sidstnævnte er et bilværksted.
- Vi er tre selvstændige virksomheder, men har et godt samarbejde, hvor vi supplerer hinanden. Der er en god synergi ved at vi har fælles adresse, fortæller Nicklas Bisgård Mouritzen, der privat bor i Hørby med sin kæreste Pernille og datteren Lise på to år.
I fritiden spiller Nicklas både fodbold i IK Rosendal og håndbold i HIK-Rosendal.