Mikkel Emil ville bare gerne arbejde – og det har han fået lov til
HOBRO/MARIAGER: 18-årige Mikkel Emil Olesen har aldrig rigtigt været glad for at gå i skole – i hvert fald ikke den del, der handlede om det med bøgerne. Men heldigvis findes der også andre veje til et godt job, og i dag stortrives han med sit arbejde hos smedevirksomheden Catek, der har hjemme mellem Randers og Hobro.
Trods en god portion skoletræthed, der heller ikke blev nemmere af at han var ordblind, fik Mikkel Emil kæmpet sig igennem til 9. klasse på Mariager Skole, hvorefter han startede på FGU Himmerland Hobro – et forløb, der skal give de unge nogle redskaber til at komme videre til et job eller en uddannelse.
Mikkel Emil ville dog allerhelst bare ud at arbejde hurtigst muligt. Derfor valgte han ret hurtigt selv at opsøge en praktikplads. Den fandt han hos smedevirksomheden Catek. Her gik det så godt, at han efter praktikopholdet fortsatte i et EGU-forløb (erhvervsgrunduddannelse) i virksomheden.
- Jeg har altid følt, at jeg bare gerne ville være fri for det med skolen og i stedet ud at arbejde, og giver man mig lov til det, så har jeg også en masse at tilbyde. For jeg elsker at lave noget, og jeg er blevet meget glad for at være her hos Catek, fortæller Mikkel Emil Olesen, der i dag har fået konverteret EGU-forløbet til at være ansat på helt normale vilkår. Som ufaglært smed, hvor han trofast møder ind klokken seks hver morgen.
Blomstret op
Også hos Catek er der stor tilfredshed med ansættelsen af Mikkel Emil.
- Vi har selv en søn, der er autist og haft nogle udfordringer med at finde sin vej gennem systemet, så da Mikkel Emil selv henvendte sig, så synes vi, at han skulle have chancen. Den gav vi ham, og vi har fået en fantastisk loyal og dygtig medarbejder, fortæller Carsten Laursen, indehaver af Catek.
- Og så er han blomstret op. Fra at være meget stille og forsigtig i starten, så er han åbnet meget mere op og han har altid en positiv tilgang til sine opgaver.
- Selvom han er ordblind, er han også den medarbejder i virksomheden, der udfylder sine jobkort mest grundigt. Her betyder det jo ikke så meget, at et ord er stavet forkert. Men det vidner om hans grundighed. Han er også sådan en medarbejder, som vi bliver nødt til at sende hjem, hvis han er blevet syg. Han bliver meget nødigt hjemme selv. Det vidner om hans loyalitet og lyst til at arbejde.
- Endelig er han en meget rar person, ja han er sådan et menneske, man bare ikke kan skændes med eller blive sur på, tilføjer Carsten Laursen med et smil.
En succeshistorie
Også hos FGU Himmerland Hobro er man glad for et forløb som dette, der viser, at der på ingen måde behøver være en sammenhæng mellem skoletræthed og evnen til at kunne og ville arbejde.
- Mikkel Emil er et godt bevis på, at det for mange handler om at lande på den rigtige hylde. Her er han landet hos Catek, der samtidig også har været gode til at se muligheden og inkludere ham på en rigtig god måde. Det er en rigtig succeshistorie, som har været win-win for begge parter, lyder det fra Susanne Dybdal Christensen, EGU-vejleder hos FGU Himmerland Hobro.