Billede beskrivelse

Markant kvindelig præst siger farvel til Hobro

Merete Bøye fik kun to år som sognepræst i Hobro - corona-restriktionerne var en stor frustration

25. februar 2022 kl. 06.53

Efter blot to år som sognepræst i Hobro har Merete Bøye, 50 år, valgt at sige sin stilling op for at koncentrere sig om sit forfatterskab. Hun fratræder 1. marts 2022.

Merete Bøye er redaktør på netmediet Ny Babel og har haft orlov fra sin stilling i Hobro et års tid for bl. a. at udgive prædikensamlingen "I Tide og Utide" sammen med et par kolleger.

- Vi husker Merete som en markant teologisk skikkelse, der var meget engageret i sin præstegerning, siger formand for Hobro Menighedsråd, Bent Reuss Schmidt.

Merete Bøye bor i Ans med sin familie; mand og tre børn, og har ikke haft præstebolig i Hobro, da der ikke fulgte en sådan med stillingen.

Indtil der er fundet en afløser for Merete Bøye, vikarierer Ruben Lysemose. Hvornår stillingen skal slås op, ved Bent Reuss Schmidt ikke, da det afgøres af stiftet.

I bladet "Nyt fra Hobro Sogn" takker Merete Bøye alle dem, der tog godt imod hende i januar 2020, og fortæller, at der er mange fra menigheden, hun kommer til at savne.

Hårdt af se kirkegængere blive afvist

Merete Bøye lægger ikke skjul på, at restriktionerne i forbindelse med corona har været til stor frustration for hende.

Især har det været hårdt at se kirkegængere afvist i kirkedøren - og blive pålagt at nægte mennesker at deltage i deres nærmestes begravelse, fortæller hun i kirkebladet.

Merete Bøye håber, menigheden vil bede for, at restriktionerne aldrig bliver genindført, "så ingen mere nogensinde skal møde en lukket dør, når de søger til kirke, hvad enten de har corona, pest eller spedalskhed".

Merete Bøye ønsker ikke at kommentere sin opsigelse nærmere over for Nordjyske.

Tre præster

I alt tre præster er knyttet til Hobro Sogn. Ud over Ruben Lysemose, der vikarierer, er det Tine Gramm Petersen og Käthe Japhetson-Petersen.

Billede beskrivelse

Som en nyskabelse har sognet 1. januar i år ansat en kirke- og kulturmedarbejder. Det er Pernille Huus Bojsen-Møller fra Kristrup ved Randers, som især skal tage sig af konfirmandundervisning og særlige arrangementer for alle aldre.

Se også
Flertal i menighedsråd får sin vilje: Kvinde på 48 år fra kirkens højrefløj ny sognepræst
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste