Mads skal sparke endnu mere liv i Hadsund
HADSUND: 31-årige Mads Reinholt Laursen satte sig 1. august i stolen som by-, aktivitets- og foreningskoordinator i Hadsund. En nyoprettet stilling, hvor Mads blandt andet skal være med til at styrke samarbejdet mellem byens forskellige aktører, motivere frivillige og skabe endnu mere liv og flere aktiviteter i byen.
Mads Reinholt Laursen har fået kontor i det nye aktivitetshus på Storegade i Hadsund, som lige nu er i gang med at blive istandsat for officielt at åbne den 1. september.
Mads er uddannet i filosofi med speciale i organisation og dialog fra Aalborg Universitet, og har siden arbejdet i oplevelsesbranchen, blandt andet som eventkoordinator på et funcenter, som medejer af et spøgelseshus og senest som event- og frivillighedskoordinator på Utzon Centret i Aalborg.
Mads bor i dag i Aarhus, men er født og opvokset i Hadsund, hvor forældrene stadig bor. Derfor er han også begejstret for sit nye job i Hadsund.
- Det var fedt at vokse op i Hadsund i halvfemserne og nullerne, og jeg har altid kun haft godt at sige om byen. Jeg mindes også, at der dengang var mange ildsjæle, der virkelig løftede byen og satte gang i en masse, fortæller Mads Reinholt Laursen og fortsætter:
- Nu har jeg jo været væk fra byen i nogle år, så derfor skal jeg lige have overblikket over, hvem de ildsjæle er i dag og hvordan byen fungerer. Men jeg er sikker på de findes, og min første opgave er at mødes med alle dem, der har lyst. Sammen skal vi gøre Hadsund endnu bedre.
Bindeled mellem aktører
Mads Reinholt Laursen er ansat i en stilling på 25 timer om ugen. Han er formelt ansat af Hadsund Håndværker & Borgerforening, men er til rådighed for både byens foreninger og Hadsund Handel.
- Jeg har allerede selv en masse nye idéer, men ellers er min opgave at stå til rådighed for dem, der har brug for det og hjælpe dem med både at igangsætte aktiviteter og de praktiske udfordringer, som de måtte støde på. Jeg skal også være koordinator og bindeled mellem de forskellige aktører, så der ved aktiviteter altid tænkes i sammenhæng og synergi.
- Jeg har i tidens løb arbejdet meget med rekruttering af frivillige, så det er også et område, som jeg kommer til at bruge en del energi på, fortæller han.
Masser af idéer – men først lytte
Nu skal Mads retfærdigvis lige lande i stolen, få et overblik og indbyde til dialog, men hvis man spørger ham om han har konkrete idéer, så har han en del. Men dem holder han foreløbigt for sig selv.
- I første omgang handler det om at lytte, så det koncentrerer jeg mig om. Jeg glæder mig meget til at invitere byens aktører til dialog og det videre arbejde, der skal styrke Hadsund, slutter Mads Reinholt Laursen.