Lupinvej i Hobro bliver samlingssted for sensitive
Coronaen har drillet, men snart ser Jette K. Mortensen frem til for alvor at kunne gøre en forskel for ligesindede
Igangsætter Jette K. Mortensen, indehaver af Tanke-feltet, har i flere år søgt efter egnet lokale til at samle sensitive i.
Det lykkedes i 2020 på Lupinvej i Hobro.
Her har Jette Mortensen med hjælp fra en række frivillige fået indrettet de faciliteter, der i fremtiden kommer til at danne rammen om projekt ”Sensitiv til Sansestærk”.
Projekt ”Sensitiv til Sansestærk” har til formål at skabe et fællesskab og et sted, hvor sensitive personer kan føle tryghed og genspejle sig i ligesindede, samt tale om det som er svært. Hvor glæde, samhørighed, taknemmelighed, frihed, kreativitet og meningsfuldhed bliver omdrejningspunktet, og hvor der er plads til at være sensitiv, forklarer Jette Mortensen.
Hun har mange års terapeutisk erfaring med målgruppen sensitive og med at afholde workshops i Mindfulness & Yoga. Altsammen med det formål at styrke folks mentalsundhed.
- Jeg oplever generelt, at antallet af sensitive er stærkt stigende, og jeg møder mange desperate børn, forældre, skolelærere og stressramte voksne, som ikke kan få hjælp, idet de må vente op til et år på hjælp fra psykiatrien og Cool Kids, fortæller Jette Mortensen.
Selv opdagede hun først i en sen alder, at hun var sensitiv - og derfor blev stærkt påvirket, når noget gjorde ondt på andre mennesker.
Det har været en lang og dyr udviklingsrejse, men i dag ser Jette Mortensen det som sit kald at ”gå forrest og hjælpe sensitive mennesker til at udleve deres fulde potentiale og vise, at man som sensitiv ikke skal give op, men tro på det, som ens intuition fortæller”.
- Jeg oplever, at mange arbejdspladser, syge/dagpengekontorer, skoler og det offentlige system mm. ikke er i stand til at få øje på, hvilke børn/voksne, der er særligt sensitive, hvilket ofte fører til forkert håndtering af disse.
- Ca. hvert femte menneske er født med et nervesystem, der er ekstra modtageligt for indre og ydre stimuli af enhver art. Det gør, at mange sensitive hurtigt bliver overstimuleret og dermed er disponeret for at udvikle skolevægring, stress, angst, depression, ensomhed, lavt selvværd mm.
- Hvis disse mennesker i stedet for blev håndteret ud fra den, de er, så ville de bedre kunne ”passe ind”. Og det er i høj grad værd at gøre en indsats for denne gruppe, da de sensitive samtidig også ofte er kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne, fremhæver Jette Mortensen.
Oprindeligt skulle lokalerne på Lupinvej i Hobro have stået færdigindrettede i august 2020, og alle aktiviteter skulle have været i gang, men corona-pandemiens indtog gjorde, at Jette Mortensen i foråret blev forhindret i at afholde de foredrag og workshops, som skulle have skaffet penge til renoveringen.
Heldigvis modtog hun i maj 2020 en donation på 50.000 kr. fra Velliv-foreningens Akutpulje.
Det gjorde, at det alligevel var muligt at komme i gang så småt, og nu afventer hun så, at restfinansieringen kommer på plads - bl. a. i form af LAG-midler.
- Jeg nåede kun lige at tage lokalet i brug i slutningen af november, hvorefter det igen måtte lukke, men jeg er alligevel fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden og glæder mig til at kunne gøre en forskel, siger Jette Mortensen.
Samtidig glæder hun sig over den store opbakning fra frivillige, hun indtil nu har fået i bestræbelserne på at opbygge et lokalt samlingsted for sensitive medborgere.
- I denne corona-tid - eller krise, som nogle vil kalde det - bliver vi for alvor mindet om, at fællesskabet skal styrkes.
- Og når vi er kommet gennem denne krise, bliver der mere brug for fællesskab end nogen sinde før, forudser Jette Mortensen.