Lone spreder igen farveglæde
HADSUND: I 19 år - fra 2001 til 2020 - stod Lone Jespersen i spidsen for dametøjsbutikken Rasmine på Torvet i Hadsund. Her var hun kendt for at sprede masser af farveglæde, da kollektionen i butikken og Lones vejledning tydeligt bar præg af hendes kærlighed til farver. Nu har hun startet virksomheden ”Farveglæde”, hvor hun yder rådgivning og giver inspiration til indretning af boliger.
- Det handler om at turde lidt mere med farver. Det var jeg kendt for, da jeg havde Rasmine og hjalp kvinder med at klæde sig på. Det er stadig min holdning, men nu handler det bare om boligindretning, og det er grundlæggende lidt det samme. Farver er skønne, og kan noget mere end bare sort og hvidt, fortæller Lone Jespersen.
- Min idé er at tage ud og vejlede, hvis man er lidt i tvivl om hvordan man kan sammensætte farver, eller hvis man mangler inspiration til sin boligindretning. Det kan også være valg af møbler, og hvordan man måske rydder lidt op i nogle ting. Så det hele bliver lettere og mere indbydende.
- Jeg vil også tage kontakt til nogle ejendomsmæglere, så man måske kan hjælpe boligsælgere med at gøre sin bolig endnu mere indbydende og salgsklar. Det handler kort og godt om at optimere sin boligindretning, fortæller Lone Jespersen.
Lone Jespersen bor i Hadsund, men tager gerne ud med sin rådgivning og farveglæde i det meste af Nord- og Midtjylland. Hun har således også allerede oplevet interesse fra kunder i både Aalborg og Viborg.
- Det er sjovt og dejligt, at have startet min egen lille virksomhed igen. Og jeg glæder mig så meget til igen at sprede farveglæde, siger hun.