Lokal virksomhed ansætter ny udviklingschef
HADSUND: Gulvvirksomheden Timberman i Hadsund ansætter per 1. december 2024 en ny udviklingschef, Magnus Sommer, som kommer med mere end 20 års erfaring fra byggematerialeindustrien. Ansættelsen skal styrke Timbermans udvikling af gulvløsninger samt arbejdet med bæredygtighed og dokumentation af ressourcebesparende tiltag.
Per 1. december 2024 tiltræder Magnus Sommer som udviklingschef hos gulvvirksomheden Timberman i Hadsund, hvor han får det overordnede ansvar for virksomhedens produktudvikling. Som udviklingschef får Magnus Sommer også ansvaret for virksomhedens bæredygtighedsindsatser, som han skal understøtte og udvikle samt varetage dokumentation og certificeringer.
- Som virksomhed vil vi gerne være ambitiøse og løbende udvikle vores produkter, så vores kunder og samarbejdspartnere får stadigt bedre gulvløsninger. Derfor er vi glade for at ansætte en erfaren profil som Magnus, der har arbejdet med udvikling og innovation i mange år. Samtidig ser vi frem til at trække på Magnus’ erfaring inden for bæredygtighed, hvor han skal bidrage til at styrke vores grønne omstilling og samtidig håndtere dokumentation og certificeringer, der fylder meget nu, og som kun bliver vigtigere i fremtiden, siger adm. direktør i Timberman, Mogens Fisker.
Magnus Sommer kommer senest fra en stilling som Director hos VELUX, hvor han havde ledelsesansvaret for forretningsenheden for udvikling af fladtagsvinduer. Han er en erfaren profil med 21 års erfaring fra virksomheder inden for byggematerialebranchen såsom Swisspearl (tidl. Cembrit) og Corus Byggesystem, hvor han har beskæftiget sig med salg samt ledelse og innovation.
- Jeg ser frem til at skulle udvikle Timberman – en spændende virksomhed i vækst. Efter flere år, hvor jeg har arbejdet med ledelse i en stor koncern, ser jeg meget frem til igen at komme tættere på produkterne og kunderne. Som udviklingschef bliver en af mine vigtigste opgaver, at kunder og samarbejdspartneres ønsker og behov bliver omsat til bæredygtige tekniske løsninger – og det er et krydsfelt, som jeg brænder meget for, og hvor jeg har en stor erfaring og viden, som jeg kan bringe i spil i en ny kontekst, fortæller Magnus Sommer.
Magnus er 47 år og bosat i Klarup nær Aalborg med sin familie.