Lene blev Årets Mor 2025
HOBRO: Søndag var det Mors Dag. Den anledning udnyttede Hobro Handel til at kåre Årets Mor i Hobro i 2025. Blandt de mange indstillede kandidater faldt valget på Lene Bundgaard.
Man har de seneste uger kunnet indstille kandidater til titlen via Hobro Handels hjemmeside, og responsen har været overvældende. Mange rørende og inspirerende indstillinger er strømmet ind – alle med fokus på at hylde en helt særlig mor.
Derfor var udvælgelsesprocessen også svær for dommerkomiteen, men Årets Mor i Hobro 2025 endte med at blive Lene Bundgaard – indstillet af datteren Julie Helweg Erichsen.
I Julies indstilling af sin mor lød det:
”Min mor fortjener at vinde, fordi hun altid er der for os. Selvom vi selv er blevet voksne, har fået børn og “vores eget” liv og hverdag, så er hun der, uden at tøve, dag og nat - og det sætter jeg utroligt meget pris på. Hun er der altid for sine børn og ikke mindst sine børnebørn. En kæmpe støtte, en vi kan snakke med alt om, en der hjælper, når der er brug for det. Der er stadig ikke noget bedre end her på mit 26. år og få en krammer af min mor eller putte med hende på sofaen. Det er svært at beskrive min taknemlighed for hende, hvorfor hun fortjener at vinde, som en kæmpe tak for at være lige præcis den hun er”.
Lene blev overrasket af en repræsentant fra Hobro Handel, der overrakte hende blomster, chokolade og gavekort.
Hobro Handel gentager succesen med en lignende kåring i anledning af Fars Dag den 5. juni.
På www.hobro.com kan du allerede nu nominere Byens Bedste Far.