Billede beskrivelse

Lars har været med til at brede lokalhistorien i snart 40 år

01. oktober 2025 kl. 11.02

ØSTER HURUP: 79. udgave af Gammelt Nyt er på vej ud i postkasserne hos medlemmerne af de lokalhistoriske foreninger i den tidligere Hadsund Kommune. 

Som medlemmer abonnerer de automatisk på de to årlige udgivelser af bladet. Og med lidt simpel hovedregning fremgår det, at man næste år fejrer rund fødselsdag for bladet.

En af de flittigste bidragydere Lars Sølgaard, der er formand for Øster Hurup Lokalhistoriske Arkiv, fortæller, at det oprindeligt var lokalhistoriker og forfatter Helge Qvistorff, der var ansvarlig for udgivelsen.

- Det var han de første 16 numre fra 1986 og frem, men han stoppede, og så måtte vi jo prøve selv. Og det gik jo fint, siger han.

Fra starten er bladet vokset både i omfang og i oplag. Det har varieret fra 36 til nu 56 sider, og antallet af abonnenter har været så højt oppe som 1100.

- Det ligger nu på 860. Antallet er vokset her i området, men er dalet noget andre steder. Måske har man ikke været så gode til at reklamere for det, siger Lars Søltoft, der selv var med til at grundlægge Øster Hurup Lokalhistoriske Arkiv i 1980 og også var med fra start, da Gammelt Nyt begyndte at udkomme i 1986.

Billede beskrivelse

En bred vifte af historie

Der er ikke rigtig nogen grænse for, hvilke historier der finder vej til spalterne. Det kan være "verdenshistorie", som da de tyske soldater i Als under Anden Verdenskrig overgav sig som de sidste i Danmark, bortset fra kontingentet på Bornholm, eller om grundlæggerne af medicinalvirksomheden Novo, brødrene Harald og Thorvald Pedersen, der oprindeligt stammede fra Øster Hurup. 

Men det kan også være personlige beretninger om mere hverdagsagtige emner.

For eksempel kommer Gammelt Nyt denne gang med "konfirmation og kogekoner", der fortæller om egnens kogekoner, der hurtigt kunne hugge hovedet af en flok høns og koge suppe i gruekedlen til 30-40 mand. Selvfølgelig følger opskriften på Veddums "brejboller" også med.

I den mere dramatiske genre fortælles historien om det formodede drabsforsøg på erhvervsmanden og politikeren Thure Barsøe-Carnfeldt i 1986 og det efterfølgende besøg af Rigspolitiets rejsehold. Heraf fremgår det, at gerningsmanden aldrig blev fundet.

Det er oftest en kreds af faste skribenter, heriblandt Lars Sølgaard, der står for tekst og billeder, men man får også bidrag udefra.

Alle lokalarkiverne i Øster Hurup, Als, Veddum, Skelund og Hadsund står bag udgivelsen af Gammelt Nyt.

- Vi tilstræber, at der hver gang er materiale med fra alle arkiver, men hvor meget, de enkelte områder er repræsenteret, varierer, siger Lars Sølgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste