Kongen inspirerede 71-årige Christian til at skrive en bog
MARIAGERFJORD: Idéen blev født for omtrent 10 år siden til en fætter-kusinefest. Christian Janner Olesen, med solid og varieret erfaring fra erhvervslivet, faldt i snak med sin fætter, der var lærer i folkeskolen. Deres to forskellige indgangsvinkler til temaet ”læring” gav dem idéen til at skrive en fælles bog om emnet. Bogen blev dog aldrig en realitet.
Dermed så det ud til at 71-årige Christian Janner Olesen måtte opgive at tilføje forfatter-titlen på sit ellers lange cv. Lige indtil Kong Frederik 10. blev indsat som Konge i Danmark den 14. januar 2024. Her sagde han ordene: Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.
- Jeg har altid haft mit eget valgsprog, nemlig ”Gensidig respekt og ligeværdighed fremmer livskvalitet”, og det var som om, at da Kong Frederik sagde sine ord, så udløste det en enorm refleksion i mig, og det der var en lille spire, begyndte straks at vækste og blev hurtigt til en plante, fortæller Christian Janner Olesen.
En bog for alle
Den spirende plante blev til bogen ”Social Opfinder – en vitaminindsprøjtning til din livskvalitet”, hvor Christian netop har godkendt sidste korrektur og sendt bogen til tryk.
Titlen på bogen refererer ifølge Christian til at mennesker konstruerer virkeligheden sammen. Det er kort fortalt en bog om at være menneske sammen med andre mennesker.
- Det er en bog for både den ambitiøse virksomhedsleder og det private, helt almindelige menneske. Alle kan have glæde af at læse dem.
- Bogen er skrevet med udgangspunkt i mit store engagement og det kick, jeg oplever, når jeg er sammen med andre mennesker og skaber relationer. Det er sociale opfindelser, som bidrager til livskvaliteten og den personlige udvikling, fortæller Christian Janner Olesen, der når han først kommer i gang kunne fortælle i timevis om emnet og sine betragtninger. Vil du dykke ned i disse, må du dog i gang med bogen…
Store forventninger
Christian Janner Olesen, der sammen med sin hustru Ruth bor på et nedlagt landbrug i den skønneste natur mellem Hobro og Hadsund, har udgivet bogen på eget forlag, og han har store forventninger til salget af bogen.
- Jeg tror virkelig på, at det bliver en bog, der kan gøre en stor forskel for mange mennesker.
- Derfor starter jeg med at få trykt 16.000 eksemplarer, som jeg først og fremmest vil sælge via min egen webshop. Den arbejder jeg på at få op at køre lige nu, men det passer med at den bliver køreklar samtidig med at jeg modtager de færdigtrykte bøger fra trykkeriet, fortæller han.
Bogen, der er endt med at blive på 176 sider, skrev Christian i første omgang som notater med en kuglepen i hånden. Derfra måtte hustruen Ruth overtage kladderne, som hun omhyggeligt har skrevet ind på pc’en.
Efterfølgende har Christian selv redigeret bogen, der lige nu er ved at blive trykt på Skejby Trykkeri.