Kathrine er tilbage med dansen i Hobro
HOBRO: I fem år har danseglade børn og voksne kigget forgæves efter en skole i Hobro, hvor de kan lære de livsglade trin. Men om få uger kommer der atter sving i skørter og skjorteærmer.
35-årige Kathrine Bekker genåbner Bekker Dans i Hobro og tilbyder fra uge 34 undervisning på otte forskellige hold i Hobro Idrætscenter.
- Jeg har savnet det frygtelig meget, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang igen, siger Kathrine Bekker.
Det er lidt af en institution, der er tilbage på dansegulvet. Bekker Dans har en 79 år lang historie, og det var Kathrines oldefar og oldemor, Thore og Karen, som åbnede danseskolen i 1944. Hun er fjerde generation og overtog efter sin far, Morten Bekker, i 2015.
Men i 2018 lagde Kathrine Bekker firmaet i dvale, for hun var blevet mor til to børn. Et arbejdsliv med danseskole aftener og weekender hang ikke sammen med familielivet.
- Men nu er mine børn snart fire og seks år, og vi har fundet en god ordning. Børnene er så store, at de af og til kan komme med mor på danseskole. Måske bliver de femte generation, smiler Kathrine Bekker.
Den genoplivede danseskole - angiveligt Jyllands ældste private af slagsen - vil i den kommende sæson undervise i Hobro og Stevnstrup ved Randers, ikke så langt fra familiens bopæl. Tidligere var Bekker Dans også til stede i blandt andet Hadsund og Mariager.
- Hobro har altid været mit sted. Jeg gik på gymnasiet i Hobro, og det bliver fantastisk at vende tilbage, siger Kathrine Bekker, der i sagens natur er spændt på, hvordan de danselystne tager imod tilbuddet efter fem år i dvale.
Hun sammenligner det at drive danseskole med cirkuslivet.
- Vi arbejder, når andre har fri, og vi lever af at gøre andre glade. Det er en livsstil, siger Kathrine Bekker.
Gennem årene har dansen forandret sig. Tidligere kom børn på hold, hvor de lærte standard og latin. Nu hedder det børnedans med MGP, Ramasjang, disco og hiphop.
- Børn vil gerne lære at danse alene, så de kan stå foran spejlet med en hårbørste og synge. Men hvis de synes, det er sjovt, sniger jeg gerne en cha-cha-cha ind i programmet, og jeg håber da, standard- og latindanse genvinder lidt af deres popularitet, siger Kathrine Bekker.
Bekker Dans er i Hobro om torsdagen og tilbyder også pardans for voksne. Sæsonens første dansedag er torsdag 24. august.