Kaspers virksomhed startede i en brandert på Buddy Holly
HOBRO/KIELSTRUP: Kasper Koch Pedersen var godt i gang med uddannelsen til landmand, da den en aften for omtrent 15 år siden stod på en god bytur med gutterne. Turen gik blandt andet til Buddy Holly i Hobro, hvor Kasper ud på de sene nattetimer faldt i snak med en anden gæst, der havde en rendegraver til salg til en pris af 125.000 kr.
Kasper valgte – godt hjulpet på vej af aftenens indtag af våde varer – at slå til. Han købte rendegraveren. En beslutning, der skulle vise at være en rigtig god idé, og være starten på den succesfulde virksomhed, Kasper har i dag.
- Jeg havde dog ikke lige pengene til rendegraveren, og banken synes ikke, at det var den allerbedste idé, men det lykkedes mig alligevel at få beløbet skrabet sammen, og så stod jeg altså med en rendegraver, fortæller Kasper Koch Pedersen, der sideløbende passede sine studier til landmand på Lundbæk Landbrugsskole, men med den nyerhvervede rendegraver begyndte at tilbyde at udføre opgaver for forskellige kunder som en lille sidegeschæft.
Virksomheden voksede hurtigt
Der var hurtig rigtig god efterspørgsel efter Kasper og rendegraveren, og han fik blod på tanden, og begyndte at købe andre maskiner. Dermed var kimen til virksomheden Kochs Maskinservice lagt. En virksomhed, der i dag beskæftiger seks medarbejdere.
- Ja, det var alligevel ikke den værste beslutning at købe en rendegraver i en brandert, lyder det med et grin fra Kasper, der ved siden af Kochs Maskinservice også driver sit eget landbrug på 50 hektar med både raps, maltbyg, rug og kødkvæg. Gården hedder Kielstrupgaard, som Kasper overtog fra sine bedsteforældre i 2021.
Udover Kochs Maskinservice og selve landbruget, har Kasper også virksomheden Kielstrupgaard Naturkød, hvorfra kødet fra kvæget sælges, ligesom Kasper også har en række udlejningsejendomme i Kielstrup. De seks medarbejdere hjælper lidt til i alle virksomheder. Blandt de ansatte er Kaspers far, samt kæresten Ditte.
Installerer 300 robotplæneklippere om året
Kochs Maskinservice tilbyder alle former for maskinserviceopgaver til landbrug, have/park og private. Alt fra større landbrugsmaskiner til robotplæneklippere.
- Vi installerer godt 300 robotplæneklippere om året. Både nogle vi selv sælger, men også via samarbejde med byggemarkeder, hvor vi står for deres installation og service. Men ellers vil jeg betragte os lidt som den gode gammeldags smed, hvor vi kan løse en masse forskellige opgaver, fortæller Kasper, der nyder succesen i sin virksomhed.
- Ja, det er gået meget godt. Jeg gik ud af skolen i 8. klasse, blandt andet efter, at min matematiklærer havde sagt til mig, at jeg aldrig ville blive til noget.
- Det er da gået helt godt alligevel, siger 33-årige Kasper Koch Pedersen.