Kasper sadlede om og har i dag egen succesfuld coachvirksomhed
MARIAGER: Mens Kasper Hartl Hansen var befalingsmand i Forsvaret og sidenhen sikkerhedskonsulent i en virksomhed stod den i fritiden på træning, herunder en stor interesse for at optimere sine egne præstationer, både fysisk og mentalt. Det gav ham idéen til at sadle om.
Han skippede jobbet i sikkerhedsbranchen og tog en uddannelse til coach og personlig træner. Siden har han haft fokus på at hjælpe atleter, elitesportsudøvere, erhvervsledere og mange andre med at træne og optimere deres præstationer. Det gør han via sin virksomhed Optimum Coaching, der har base i Mariager.
Kasper stiftede Optimum Coaching i 2019. Det helt perfekte tidspunkt for Kasper, der dog hurtigt blev overrumplet af en ukendt udfordring udefra.
- Jeg havde ikke været i gang ret længe, før corona-pandemien kom ind fra højre. Det var selvsagt en kæmpe udfordring, da alting fra den ene dag til den anden stod helt stille, fortæller Kasper Hartl Hansen.
- Men coronatiden havde også den positive effekt, at mange begyndte at træne, så efter en stille start, kom der godt gang i den, tilføjer han.
Individuelle forløb
Kasper har fokus på tre nøgleområder som coach/personlig træner – de tre områder er: træning, kost og det mentale, som sammenlagt bliver til præstationscoaching.
- Det handler i bund og grund om at få folk til at yde deres bedste. Her har jeg altid fokus på at hæve den enkeltes bundniveau. Ved at hæve bundniveauet, hæver man også topniveauet, fortæller Kasper Hartl Hansen.
- Jeg tilbyder forskellige individuelle onlineforløb, og lige nu har jeg godt 50 personer i gang med et forløb på tværs af mine forskellige tilbud.
- Det er alt fra en 8-årig dreng, der skal have trænet sit knæ, en 65-årige mand, der gerne vil opretholde sin muskelstyrke, til en række atleter, elitesportsudøvere og erhvervsledere, der vil have lagt et ambitiøst træningsprogram, fortæller Kasper Hartl Hansen, der via et særligt analyseprogram kan følge den enkeltes træning ned i mindste detalje – også selvom han ikke er med på hver træning. Han kan dykke ned i mange forskellige data, som vurderes og blandt andet danner grundlag for den videre indsats.
To medarbejdere er kommet til
Siden Kasper startede Optimum Coaching har han ansat to medarbejdere med hvert deres speciale.
Nicolai Zinck er ansat som Cykelcoach for at imødekomme det voksende behov for en dedikeret coach til cykelryttere, mens Thomas Gosvig Christensen er ansat som coach indenfor stress, trivsel og teamcoaching.
- Jeg synes, at vi har et stærkt team, og jeg er meget glad for, at jeg for efterhånden syv år siden tog springet. Optimum coaching er et godt sted, og det er jeg også selv personligt, hvor jeg har fået meget mere balance i mit eget liv, og det er jo reelt det, som det hele handler om, siger Kasper Hartl Hansen.