Karsten blev selvstændig som 21-årig. Nu fejrer han 40-års jubilæum
HOBRO: Torsdag den 1. august kan Karsten Lykke Jensen fejre 40-års jubilæum hos Hobro Farve & Gulvcenter/Malerfirmaet Bundgaard & Lykke på Smedevej i Hobro. De seneste 36 år som indehaver.
Karsten Lykke Jensen kom i lære i virksomheden i 1984, og da den daværende ejer i 1988 valgte at sætte virksomheden til salg og afskedige sine medarbejdere, valgte Karsten – sammen med Kurt Jørgensen og Dorthe Bundgaard - at købe herligheden.
- Jeg var kun 21 år, så det var virkelig en vild beslutning i så ung en alder. Men jeg havde god opbakning fra mine forældre, der kunne hjælpe lidt med finansieringen, så jeg kastede mig ud i eventyret, og det har jeg på ingen måde fortrudt, fortæller Karsten Lykke Jensen, der i dag er 58 år.
Efter nogle få år trådte Kurt Jørgensen ud af virksomheden, der i starten primært havde fokus på salg af maling og andet til boligen, blandt andet gardiner. Således er Karsten oprindeligt uddannet gardinmontør, men han tog senere en gulvlæggeruddannelse, hvilket betød at gulve og tæpper også blev en væsentlig del af sortimentet.
I 2006 opkøbte virksomheden et lokalt malerfirma, og der kom hurtigt fart på maleropgaverne. I dag har malerfirmaet sit eget selvstændige navn – Bundgaard & Lykke – men er en integreret del af Hobro Farve & Gulvcenter. Sammenlagt beskæftiger virksomheden i dag 10 medarbejdere.
Altid nydt at komme på arbejde
- At vi har hele paletten med butik, malerfirma og gulvcenter er helt klar vores store styrke. Det betyder, at kunderne kun skal have fat i os, når de har en opgave, der rummer det hele, fortæller Karsten Lykke Jensen.
- Det er også årsagen til, at vi har haft virksomheden i så mange år og været igennem både gode og mindre gode tider. Da jeg startede for 40 år siden, var der otte virksomheder med gulve og tæpper i Hobro. I dag er der kun os. Det skyldes helt sikkert vores brede palet af ydelser, fortæller han, og tilføjer:
- Jeg har altid nydt at komme på arbejde. Selvom jeg arbejder mange timer, så sætter jeg stor pris på at være selvstændig, både den frihed og fleksibilitet det rummer, men også at der er en gulerod, når man kaster rigtig mange timer i det. Jeg har altid godt kunne lide, at en indsats belønnes.
Et godt makkerskab
Karsten ejer som tidligere nævnt Hobro Farve & Gulvcenter/Malerfirmaet Bundgaard & Lykke sammen med Dorthe Bundgaard, og fra hende får jubilaren følgende ord med på vejen:
- Han er først og fremmest en god kollega og forretningspartner, som jeg altid har haft den grundlæggende og vigtige tillid til. Selvom vi ikke er enige om alt, så har vi altid 100% tillid til hinandens beslutninger. Det er afgørende for et godt makkerskab. Samtidig er han meget arbejdsom og flittig, og generelt bare et godt menneske, fortæller Dorthe Bundgaard.
Båd, cykel og ski
Privat er Karsten kæreste med Rie Nystrup. Han har pigerne Thilde på 22 år og Emilie på 25 år, og elsker at bruge fritiden i sin sejlbåd på Mariager Fjord eller på mountainbike i områdets skønne natur og om vinteren ned ad løjper og piste iført et par ski.
40-års jubilæet markeres i løbet af efteråret. Nu skal Karsten i første omgang holde en velfortjent sommerferie.