Karen Marie er ny leder: Skal styrke foreningsliv og frivillighed
HADSUND: Frivilligcenter Mariagerfjord har ansat Karen Marie Krogh Pedersen som ny leder.
Hun får en central rolle i arbejdet med at understøtte foreninger, styrke frivilligheden og udvikle nye initiativer på tværs af Mariagerfjord Kommune.
Det skriver Frivilligcenter Mariagerfjord i en pressemeddelelse.
Karen Marie Krogh Pedersen bringer en stærk faglig baggrund inden for idræt og sundhed samt solid erfaring med foreningsudvikling, projektledelse og fundraising.
Erfaringen er opbygget gennem tidligere ansættelser i Træningshuset i Asferg/Purhus IF, Julemærkehjemmet i Hobro og Holstebro Kommune.
Med erfaring fra både foreningslivet og den kommunale verden tilfører Karen Marie Krogh Pedersen værdifulde kompetencer til arbejdet med at skabe stærke fællesskaber og udvikle nye samarbejder.
- Jeg ser meget frem til at være med til at understøtte foreningerne i Mariagerfjord Kommune og bidrage til at sætte nye initiativer og projekter i gang, der kan styrke frivillighed, foreningsliv og det tværfaglige samarbejde, siger Karen Marie Krogh Pedersen.
Ansættelsen skal bidrage til at styrke dialogen og samarbejdet mellem kommunen, foreningerne og lokale aktører. Samtidig skal den understøtte udviklingen af aktiviteter og projekter, der skaber værdi for borgere i hele kommunen.
Karen Marie Krogh Pedersen tiltræder stillingen den 1. juni 2026.