Billede beskrivelse

Jørgen er ved at være i mål med genåbning

05. maj 2026 kl. 06.00

HADSUND: En lille kreds af museumsentusiaster i Hadsund er tæt på målet om at genåbne egnsmuseet og Møllehistorisk Samling efter et lille års dvale.

Efter at de har konsulteret både Nordjyske Museer og Mariagerfjord Kommune tegner der sig nu konturerne af en redningsplan, der skal sikre fremtidig museumsdrift på Rosendalsvej.

- Vi havde et godt møde i slutningen af februar, og både Nordjyske Museer og kommunen stiller sig positivt over for vores ide om at fortsætte driften på frivillig basis. Vi var egentlig klar til at gå videre allerede dengang, men valgte at vente, for at vores bestræbelser ikke skulle drukne i valgpalaver. Nu er vi så i dialog med blandt andet Hadsund Byforum om, hvordan det videre forløb skal foregå, siger Jørgen Klostergaard, der sammen med Lars Gynther er primus motor i redningsforsøget.

Først og fremmest afhænger planen af, om det kan lykkes at samle frivillige nok til opgaven. 12. maj indkalder man derfor til et informationsmøde, hvor man fremlægger planen og mere om, hvad man som frivillig kan bidrage med.

Hvis mødet ender som forventet og håbet, venter den stiftende generalforsamling for en støtteforening, der så skal stå for driften.

Først og fremmest handler det om at bevare Møllehistorisk Samling, hvorimod man vil erstatte de nuværende udstillinger i Hadsund Egnsmuseum med nye “Lokalhistoriske Udstillinger”.

- Det kan være historien om Den Hvide Hest, Thure Barsøe-Carnefeldt, de to Hadsundbroer, Hadsund-Peter eller Københavnerhovedet ved havnen. Der er mange muligheder. Desuden vil vi etablere en selvbetjent museumsbiograf og café i auditoriet, hvor der er en projektor, siger Jørgen Klostergaard.

Formelt skal en ny museumsforening indgå en driftsaftale med Nordjyske Museer, og desuden skal Mariagerfjord Kommune som ejer af bygningerne tages i ed.

- Præcis hvordan og hvor meget kommunen skal bidrage med, er ikke afklaret, men da den i forbindelse med en lukning ville stå med en tom ejendom og et problem med at få genhuset Lokalhistorisk Arkiv, Museumsforeningen og Havnø Mølles Venner, er man interesseret i en løsning, siger Jørgen Klostergaard.

Informationsmødet holdes 12. maj kl. 19-21 i Hadsund Kulturcenter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste