Jettes debutroman har fået en flot modtagelse
ARDEN: 62-årige Jette Dige Rokos fra Arden har netop udgivet sin første skønlitterære roman, der har fået en flot modtagelse af læsere og anmeldere.
Bogen har den lidt særlige titel ”Sådan én ræven har skidt” – en titel man tidligt i bogen får en forklaring på, som giver mening og er et godt fundament resten af bogen.
”Sådan én ræven har skidt” handler om Edith, som man møder første gang som 6-årig og følger til hun er 30 år. Inspirationen til Edith har Jette hentet i sin mors liv, kombineret med sin egen livserfaring, der både arbejdsmæssigt og personligt har budt på mange markante skift. Jette har boet i Polen, USA, Island og Danmark. Hun er uddannet i kunsthistorie fra Københavns Universitet og i dansk og uddannelsesstudier fra Islands Universitet.
- Bogen begyndte for alvor at tage fart under coronaen, hvor jeg lavede 18 interviews med min mor af en times varighed hver især. Simpelthen fordi jeg gerne ville vide mere om hendes liv, historie og opvækst. Her opstod Edith, som bogen handler om. Det gjorde jeg, mens vi boede i Tampa, Florida, USA, hvor min mand var udsendt.
- Derfor er bogen inspireret af min mors liv, men der er også lidt fiktion, og så er den kombineret med min egen livserfaring og de forandringer, jeg har været igennem. Jeg har selv oplevet skilsmisse, boet i forskellige lande, været både en travl og ambitiøs underviser på Island for kort tid efter at være hjemmegående husmor i Polen. Jeg har oplevet mange markante forandringer, men det er jo også dem, der er interessante i vores liv. Så de præger også bogen, fortæller Jette Dige Rokos.
Skrevet på bogen i fire år
Jette Dige Rokos er 62 år, bor lidt udenfor Arden og har stadig også et hus på Island, hvor hun tilbringer flere måneder om året. Udgivelsen af debutromanen har ikke - som det ellers ofte er tilfældet for debuterende forfattere - været en mangeårig drøm, men var en idé, der bare kom snigende for nogle år siden.
- Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg stillede mig selv spørgsmålet ”Hvad skal jeg nu”, og her havde jeg lysten til at skrive på en anden måde, end jeg havde gjort tidligere, hvor jeg havde skrevet undervisningsbøger.
- Fra jeg skrev de første linjer i bogen til udgivelsen denne sommer er der gået fire år, så det har været en længere proces, som jeg har lært rigtigt meget af. Det var også en kamp at komme igennem på et forlag, men det lykkedes, og jeg er meget tilfreds med resultatet, fortæller hun.
Flotte anmeldelser
Tilfreds ser det også ud til, at både læsere og anmeldere af bogen er. I hvert fald er der masser af rosende ord til Jettes debutroman – her er et udpluk fra forskellige platforme, der anmelder bøger:
”Fortællingen er meget indfølende skrevet. Man lever og ånder med Edith. Og beskrivelserne giver mig indimellem minder om nogle af de store danske forfatteres værker”.
”Jeg er blæst bagover og fanget ind i Ediths liv fra side ét”.
”Jette dige Rokos beskriver Ediths tanker og følelser i et levende og medrivende sprog, så man hele tiden lever sig ind i fortællingen”.
Rundtur i Himmerland
Jette Dige Rokos, der i øvrigt er godt i gang med at skrive på en opfølger, som vil følge Ediths videre liv, vil i løbet af de kommende måneder fortælle om bogens tilblivelse og handling forskellige steder i Himmerland.
Første gang er torsdag den 29. august klokken 19.00 i Kulturhuset i Arden, hvor der samtidig vil blive holdt en lille reception.
”Sådan én ræven har skidt” kan købes online samt i førende boghandlere landet over.