Billede beskrivelse

Janni har sadlet om – og nyder det

24. december 2023 kl. 16.01
Opdateret 27. december 2023 kl. 13.20

Det er aldrig for sent at sadle om. Det er Janni Vivian Engberg et godt eksempel på. Hun er 63 år, og har i mange år været en selvstændig, anerkendt og dygtig fotograf med eget studie i Onsild.

Da helbredet sendte hende et par signaler om, at det var tid til nedtrapning, gik hun på seniorpension og takkede ja til en ny deltidsudfordring hos dametøjsbutikken She Fashion i Hobro. Det nyder hun.

Billede beskrivelse

- Jeg har været selvstændig i det meste af mit arbejdsliv, først med egen tankstation og siden som fotograf, så da jeg stoppede for et lille års tid siden, var det selvfølgelig en kæmpe omvæltning, fortæller Janni Vivian Engberg.

Hun fortæller, at hun efter at have holdt en nødvendig arbejdspause i otte måneder, kunne mærke, at det igen var tid til at komme ud og møde nogle mennesker.

Giver indhold og energi

Det passede samtidig perfekt med, at dametøjsbutikken She Fashion i Hobro manglede en salgsassistent nogle timer om ugen. Således kunne Janni arbejde det antal timer, som hun kunne klare og som seniorpensionen tillader.

- Jeg synes, at det er superhyggeligt og dejligt at møde en masse glade kunder. Der er virkelig en god stemning i butikken, og jeg nyder meget at komme afsted. Fremfor udelukkende at gå derhjemme, så giver det mig en masse indhold og energi i dagligdagen, lyder det fra Janni Vivian Engberg.

Hun får også et par flotte ord med på vejen af sin chef; Anette Bitsch Madsen, indehaver af She Fashion.

- Janni er den fødte tøjsælger. Hun er meget selvstændig og har udpræget flair for mode, og er lynhurtig til at spotte kundernes personlige stil, og hvad de er på udkig efter. Man kan mærke, at kunderne føler sig 100 procent trygge, når Janni hjælper dem. Så det er det helt rigtige match, siger Anette Bitsch Madsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste