Billede beskrivelse

Jan Pedersen hædret med fornem mindepris

24. oktober 2023 kl. 11.00
Opdateret 27. oktober 2023 kl. 11.27

I pausen under World Cup ridestævnet i Herning forleden blev Lis Hartels Mindepris uddelt af H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er forperson for Dressurens Venner.

Prisen i år gik til Dansk Varmblods formand Jan Pedersen fra Arden, som gennem sit mangeårige virke i Dansk Varmblod har været med til at styrke den danske dressurhest. Derudover har Jan Pedersens uvurderlige arbejde som avler og leder af vores Avlsforbund og som præsident for World Breeding Federation for Sport Horses  synliggjort og udviklet avlen, lød det også i begrundelsen for udnævnelsen.

Om Lis Hartels Mindepris

Lis Hartels bedrifter indenfor dressursporten står tilbage som noget helt unikt. Derfor har Dressurens Venner oprettet en mindepris.

I samarbejde med familien Hartel-Siesbye har Dressurens Venner taget initiativ til at indstifte en mindepris til ære for Lis Hartel. Det sker for at sikre, at hendes engagement for dansk dressursport vil blive erindret fremover.

Mindeprisen uddeles en gang årligt og består af to dele. Ud over en vandrepræmie følger et støttebeløb på 25.000 kroner fra Dressurens Venner.

Formålet er at støtte dressursporten i Danmark herunder personlig støtte til en dressurengageret person eller almen støtte til en forening eller organisation, som varetager dressurens interesser.

Mindeprisen gives til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for dressursporten, til en dressurrytter, til en handicaprytter eller til en forening, der har arbejdet for at fremme dressursporten i Danmark.

Tidligere vindere er: Kjeld Kirk Kristiansen, Lis Lihme, Anne Grethe Törnblad, Anne og Frederik Lütken, Vibeke Degn Andersen, Jytte Lemkow, Hans-Christian Matthiesen, Bjarne Nielsen, Britt Carlsen, Hasse Hoffmann, Cathrine Dufour, Hanni Toosbuy Kasprzak, Rigmor Kristensen og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

- Det er faktisk sjældent, jeg har været så rørt, som jeg er i dag. At modtage denne pris, og få den overrakt her i Herning af prinsessen, og blive nævnt i samme sætning som Lis Hartel og få sit navn indgraveret i dette fad samme med koryfæer, der allerede har modtaget prisen, så bliver det ikke meget større for mig. Jeg er utrolig beæret og stolt, og meget taknemmelig, og jeg vil gerne sige tak til bestyrelsen for dressurens venner, fordi man har valgt at tænke på mig i denne her sammenhæng, sagde Jan Pedersen efter kåringen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste