Billede beskrivelse

Her behøver de ældre ikke frygte ensomhed

27. april 2025 kl. 14.02

ØSTER HURUP: På tirsdag 29. april afslutter knap 80 af Øster Hurups modne borgere til afslutningen på denne sæson for det, der kaldes 60+. Programmet indledes som vanligt på en tirsdag med et slag badminton eller petanque, og i forlængelse heraf fortsætter man med en frokost i multihuset.

Det er den 20. sæsonafslutning, fortæller Jens O. Andersen, der i sin tid påtog sig at sætte aktiviteterne i gang.

- Jeg blev opfordret af Olympia og DGI til at starte noget ældrebadminton, men da jeg stadig var brugsuddeler, havde jeg ikke tid til at stå for det. Men da jeg gik af som uddeler, gik det til gengæld stærkt. Jeg var knap nok kommet ud af døren, før jeg igen blev opfordret til det, fortæller han.

Billede beskrivelse

Jens O. Andersen allierede sig med Børge Jensen, Ove Skov og Jørgen Myrup, og sammen startede kvartetten det, der blev til 60+.

- Vi vidste jo sådan cirka, hvem der var over 60, så vi gik rundt og smed en seddel ind ad brevsprækken eller snakkede med folk. Da vi startede, var vi lidt spændte på, hvor mange der ville komme, men vi blev otte, og anden gang var vi 12. Så var vi gang, fortæller Jens O. Andersen.

Badminton trak flere og flere til. I dag er man typisk 50-60 deltagere, men i tidens løb er der kommet flere aktiviteter til.

- Nogle kan jo ikke klare at spille badminton, så allerede efter tre år startede vi petanque, og nu har vi et hold, der træner i Multihallens motionscenter TRiM. Vi har også spinning, krolf og kort- og brætspil på programmet, og hver onsdag cykler vi en tur på 30-40 kilometer, hvor man medbringer madpakke og kaffe, hvis man har lyst, fortæller Jens O. Andersen.

Billede beskrivelse

60+ har et usædvanlig godt tag i områdets ældre. Samlet set er over 80 ældre i sving igennem en sæson. Senest var 89 tilmeldt til julefrokosten i december.

- Der er omkring 700 beboere i Øster Hurup, så vi fanger over 10 procent. Det er ret flot, siger Jens O. Andersen.

60+ er ikke en forening som sådan, men er en del af Olympia. Det er fortsat kvartetten, der kører butikken, og man deltager også i Olympias generalforsamlinger, men altså uden at behøve at vælge formand, næstformand, kasserer og så videre.

- De påstår godt nok, at jeg er formand, men vi har kun et udvalg, der tager sig af det praktiske, siger Jens O. Andersen.

Billede beskrivelse

En af dem, der nyder godt af aktivitetsmulighederne er Anni Glad, som er meget taknemmelig - ikke mindst for den indsats, de fire hovedkræfter leverer.

- Der findes desværre mange ensomme ældre, men når man bor i Øster Hurup har man alle muligheder for
at blive en del af et dejligt og givende fællesskab. De fire herrer gør en kæmpe indsats for fællesskabet og for indbyggerne i og omkring Øster Hurup, siger hun.

Også Multihallen nyder godt af 60+, der et par gange om året stiller op til arbejdsdag, hvor man luger, maler, reparerer og gør hovedrent.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste