Han holder ferie med vandski på
Ung vandskiløber fra Als Odde er netop vendt hjem fra NM i Sverige. Nu venter træningsophold i Italien
Selv om ikke alt klappede ved stævnet i svenske Mariestad, var det alligevel en glad ung vandskiløber fra Als Odde, der her i juli vendte hjem fra årets nordiske mesterskaber.
Oscar Domino stillede op både i hop, slalom og trick og kunne i trick-disciplinen glæde sig over en ny personlig rekord.
I slalom-disciplinen var han lige som så mange andre af stævnedeltagerne udfordret af forholdene, mens han i hop-disciplinen blev noteret for et hop på 25,8 meter.
Netop hop er for Oscar Domino en temmelig ny disciplin, men det er gået støt fremad, siden han i efteråret 2020 begyndte at eksperimentere med hop-disciplinen.
Sammenfattende var NM-stævnet i Sverige en helt perfekt måde at holde sommerferie på, hvis man spørger Oscar og de øvrige danske stævnedeltagere.
I den kommende uge drager Oscar Domino til Italien for at træne med Matteo Luzzeri, en træner, der ofte bliver brugt af Dansk Vandskiforbund, både i Danmark og Italien.
Træningsopholdet i Italien var en gave, Oscar fik til sin konfirmation i fjor, og når han så i øvrigt vender hjem til Danmark igen, står den på DM i Rødekro i Sønderjylland.
Her stiller også flere af de andre unge vandskiløbere fra Als Odde vandskiklub til start.