Gitte bruger heste, naturen og blomster i sin praksis
MARIAGER: Gitte Hagbarth er selvstændig psykolog med egen klinik i naturskønne omgivelser tæt på landsbyen Skrødstrup lidt uden for Mariager. Men hun er ikke en psykolog som de fleste. Ud over den vigtige samtale bruger hun nemlig heste, naturen og som noget nyt også essens fra blomster i sin behandling.
43-årige Gitte Hagbarth var i mange år ansat som psykolog i det offentlige. I starten af 2020 blev hun sygemeldt med stress, hvilket fik hende til at rette fokus mod sig selv. I den proces brugte hun naturen og sine heste, og de viste hende vejen – ikke tilbage til lønmodtagerjobbet – men til at starte som selvstændig psykolog.
- I dag synes jeg faktisk, at det har været en kæmpe gave, at jeg blev sygemeldt med stress. For det gav mig en ny start og som selvstændig har jeg i dag et dejligt og balanceret arbejdsliv. Jeg har fundet roen og har det meget bedre, end da jeg var lønmodtager, fortæller Gitte Hagbarth, der overfor sin klienter selv bruger heste, naturen og som noget nyt nu også udtræk fra blomster og planter i sin behandling.
- Hvis vi tager hestene først, så er de rolige og fredfyldte, og der er noget helende ved bare at være sammen med dem. Samtidig kan de afspejle vores følelser og den energi, vi udsender. På den måde kan de vise ting om os selv, som vi skal være opmærksomme på, og som det kan være en god idé at få arbejdet med, fortæller Gitte Hagbarth.
- Når det gælder naturen, så er den bare beroligende og fredfyldt, og er den helt ideelle ramme for samtale. Den stiller ingen krav og får os til at slappe af. Det er et godt udgangspunkt for forandring og at kunne arbejde med sig selv, lyder det fra Gitte Hagbarth.
Nyt med blomster
Det nye redskab i Gittes værktøjskasse består af 38 forskellige plante- og blomsteressenser, der hver især har deres helt egen unikke egenskab, som hjælper imod en specifik negativ følelsestilstand.
- Over en periode på tre til fire uger skal man tage et bestemt antal dråber om dagen af den essens, der hjælper på den følelsestilstand, der er i ubalance. Det kan være angst, frygt, usikkerhed, modløshed, fortvivlelse eller ensomhed. Sammen med klienten, finder jeg ud af, hvilken essens, der passer til den enkelte, fortæller hun.
Kendt verden over
Metoden, der formelt hedder ”Bach Blomsterremedier”, er udviklet af Dr. Edward Bach helt tilbage i 1930’erne og anvendes i dag af millioner af mennesker verden over. Gitte Hagbarth er internationalt certificeret Bachterapeut, og hun har endnu ikke haft en klient, hvor metoden ikke har haft en effekt.
- Det har været et fantastisk supplement til min klinik. Alle kan have glæde af at tage dråberne, og så passer de perfekt ind i min grundlæggende tankegang som psykolog, hvor jeg har et overlap mellem det spirituelle og det at være forbundet med naturen, lyder det fra Gitte Hagbarth.
Gitte Hagbarth er uddannet cand.psych. og autoriseret psykolog, ligesom hun har mange års erfaring fra både PPR (småbørns- og skolepsykolog), ungdomspsykiatri og tværfagligt samarbejde omkring familier med udfordringer.