Billede beskrivelse

Gert har opgraderet til festmusiker version 2.0

10. november 2024 kl. 06.00

HOBRO/HAVERSLEV: Gert Degn har været spillemand og festmusiker det meste af sit liv. Fra sin vante position bag pianoet har han leveret lækker dinnermusik under middagen, slået akkorderne an til fællessangene og selvfølgelig også spillet op til dans til den lyse morgen. Det kan han fortsat og gør med den allerstørste glæde – men han har også fået et nyt es i ærmet, der særligt glæder de unge.

- Når jeg eksempelvis spiller til et bryllup, en fødselsdag eller en anden fest, er der jo altid flere generationer med til festen. Her har særligt de unge ofte savnet noget af nutidens helt aktuelle musik. Her har jeg fået den idé, at supplerer med at give den som DJ, så jeg kan spille noget af nutidens musik, fortæller Gert Degn.

- Dermed kan jeg veksle mellem at være en helt traditionel festmusiker og en DJ, der spiller de unges musik. På den måde er der musikgenrer for alle, og til alle tidspunkter og forløb under festen.

Nyt tiltag har sikret endnu flere jobs

Gert Degn fastslår at det selvfølgelig altid er festarrangøren, der bestemmer om han skal være den helt traditionelle festmusiker eller om han også skal give den gas som DJ. Men det nye tiltag er populært, og har allerede kastet endnu flere jobs af sig til kommende fester og arrangementer.

- Jeg er fortsat den helt traditionelle festmusiker, hvis det er det, arrangøren ønsker. Men jeg kan tydeligt mærke, at jeg med tiltaget har fået nogle af dem i tyverne og trediverne, der måske tvivlede lidt på om en festmusiker vil være det rette for deres fest, til at booke mig, da jeg nu også kan supplere med nutidens helt aktuelle musik. Så kombinationen virker helt rigtigt.

- Populært kan man vel sige, at jeg har opgraderet til festmusiker version 2.0. Det har i hvert fald været fantastisk populært, lyder det med et smil fra Gert Degn – festmusiker og, hvis festarrangøren ønsker det, altså også DJ.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste