Friskoleelever leger arkitekter på Solvej i Hobro
De svinger tryllestaven og bygger huse med swimmingpool på taget og boldbane i baghaven
HOBRO: Hobro Friskoles elever svinger tryllestaven og bygger drømmeboliger på grunden, hvor Nordre Skole lå i en ikke så fjern fortid.
Løssluppen kreativitet har præget friskolen i denne uge, hvor elever fra 1. til 7. klasse har haft travlt med at bygge fremtidens huse i miniformat - på Solvej i Hobro.
En gruppe på 15 elever har sammen med deres lærer Bolette Knudsen Kirk besøgt den højt beliggende grund, som udmærker sig ved en prægtig udsigt over byen.
Her vil byrådet opføre en børnehave. Men det er jo ikke forbudt for børnene at drømme om, at det kunne være helt anderledes.
Hver især udpegede børnene en plet, som de kunne tænke sig at bygge på. Hvordan ville lyset falde ind i stuerne, og hvor kunne det være rart at bo?
Deres bevidsthed om verdenshjørnerne blev skærpet.
- Det er nogle rigtige drømmefamiliehuse, børnene har bygget. Nogle har swimmingpool på taget, og et har sin egen fodboldbane.
- En dreng har placeret en vindmølle i hvert hjørne af sin grund - måske for at gøre Bolette glad!
- Vi har nemlig snakket en del om bæredygtighed, fortæller Bolette Knudsen.
Husene er bygget af pap, som skolen har fået af en cykelhandler i Hobro, ligesom der er brugt teglsten, produceret af teglværket i Hobro.
Eleverne har hørt et oplæg om den kendte danske arkitekt Arne Jacobsen og om et topmoderne boligbyggeri i Tyskland, hvor der er alger på taget, som producerer biogas.
Undervejs har de fået råd og dåd af to arkitektstuderende, Mischa Sthær samt Simon Egemose Kirk, som er søn af Bolette. Ugen blev rundet af med en udstilling af elevernes huse.