Fra ferieafløser til butiksejer: Mia har set faget udvikle sig gennem 30 år
HOBRO: I 1996 var Mia Kjær Albertsen 19 år og tog et sommerferiejob hos Louis Nielsen. Det blev afgørende for hendes karrierevalg. 30 år senere er hun stadig i virksomheden.
I dag er hun medindehaver og optisk partner i butikken i Hobro, hvor hun og familien også har slået sig ned.
Det skriver Louis Nielsen i en pressemeddelelse.
- Det skulle bare være et sommerferiejob i et par måneder. Men jeg endte med at blive i 30 år, fortæller Mia.
49-årige Mia Kjær Albertsen lægger ikke skjul på, at det i første omgang var tilfældigt, at hun blev ansat hos Louis Nielsen i 1996. Til gengæld blev det et bevidst valg at blive i optikerkæden, og derfor kan hun fejre 30-års jubilæum den 19. juni.
Jubilæet markeres på dagen i butikken i Hobro, som hun i dag er medejer af.
- Det var især kundekontakten, der tiltalte mig. Og så fandt jeg optikerfaget enormt spændende. Derfor valgte jeg at tage uddannelsen til optiker i Randers. Jeg havde min praktiktid og et studiejob i butikken i centrum af Aalborg, fortæller hun.
I 1996 talte Louis Nielsen-kæden to butikker. I dag er der 80 butikker på landsplan.
- Jeg har så mange kolleger rundt i landet, som jeg enten er uddannet sammen med eller kender gennem samarbejdet i kæden. Det er fantastisk at være en del af et stærkt fællesskab på tværs, siger hun.
Flyttede til Hobro
Mia Kjær Albertsen var med til at åbne butikken i Hobro i 2006 som optiker. I 2008 blev hun indehaver af butikken.
I dag har hun titlen optisk partner og medindehaver af butikken i Adelgade, som hun ejer og driver sammen med retail partner Nicolas Landor, der kom til i 2017.
I 2016 valgte hun og familien at flytte til Hobro. Det handlede ikke kun om butikken og kunderne, men også om byen i sig selv.
- Hobro har en god størrelse for os som familie. Vi har fået et godt netværk gennem vores tre børns skole og sportsklubberne. Det er guld værd. Jeg føler, jeg kender nærmest halvdelen af byen, siger hun.
Det gælder også i butikken, hvor mange loyale kunder er velkendte ansigter for Mia Kjær Albertsen og hendes kolleger.
- Vi ser de samme kunder igen og igen, og det kan ikke undgås, at vi også får en snak om livet og vigtige begivenheder. Det giver arbejdet endnu mere betydning, siger hun.
Faget har udviklet sig
For Mia Kjær Albertsen og hendes kolleger er det afgørende at passe godt på kundernes syn, fortæller hun. Hun har samtidig oplevet en markant udvikling i optikerfaget gennem de seneste 30 år.
- Da jeg tog uddannelsen, var det i højere grad et håndværk. I dag er vores rolle i langt højere grad at passe på kundernes syn. Siden 2015 har vi lavet sundhedstjek og undersøgelser med mere og mere avanceret udstyr, og den del er jeg blevet stadig gladere for, siger hun.
I dag har alle Louis Nielsens butikker avanceret udstyr i form af OCT-scannere, der med 3D-scanning gør det muligt at opdage tidlige tegn på forandringer og øjensygdomme, før der er symptomer.
Det er et redskab, Mia Kjær Albertsen har et særligt forhold til:
- Vi kan se tegn på for eksempel grøn stær eller blodpropper i øjet hos kunderne. Det er ikke ofte, at noget er galt, men en tidlig indsats kan gøre en stor forskel for de kunder, understreger hun.
Nye forventninger til optikerne
De nye muligheder for synstest og sundhedstjek har også ændret kundernes forventninger til den lokale optiker i Hobro.
- Kunderne forventer, at vi passer godt på deres syn og ikke kun sælger dem nye briller eller kontaktlinser. Det samme gør omverdenen. Vi oplever dagligt kunder, som er blevet anbefalet af deres egen læge at få et øjensundhedstjek hos os, siger hun.
Når Mia Kjær Albertsen ser frem mod de kommende år som butiksdrivende og optisk partner i Hobro, er det især den sundhedsfaglige del, hun fremhæver.
- Udviklingen går i retning af, at optometrister i højere grad varetager sundhedsydelser og rådgivning om synet sammen med synsundersøgelser. Det passer mig rigtig godt, og derfor er jeg hverken træt af butikken, faget eller kunderne. Der sker hele tiden noget nyt, siger hun.