Fodboldmødre i fælles kamp for genbrug: sælger børnenes brugte støvler, trøjer og benskinner
Det startede med fem fodboldmødre, men på blot fem dage meldte 331 andre sig til digitalt loppemarked
HOBRO: Lopper skal efter sigende være ret vanskelige at styre.
Det gælder også "Fodboldlopperne" i Hobro IK - i henseende til at mangfoldiggøre sig.
På bare fire dage voksede flokken nemlig fra fem til 336 medlemmer af foreningen Fodbold Loppen.
Fem frivillige fodboldmødre, en facebookgruppe og lysten til at komme af med en masse brugt fodboldudstyr var, hvad der skulle til for at afdække, hvilket enormt marked, der gemmer sig i så henseende.
De fem fodboldmødre fra Hobro meldte sig på banen - og vupti meldte 331 andre med lignende behov sig i løbet af de første fire dage ind hos Fodbold Loppen.
Og ideen synes jo også helt indlysende, thi hvorfor lade børnenes fodboldtøj samle støv i skuffen derhjemme, bare fordi ungerne vokser fra det?
Og andre når måske dårligt at trække i trøje, bukser, strømper, benskinner eller støvler, fordi fodbold alligevel ikke var sagen.
Genbrug et stort hit
Udspillet til at skabe et køb og salg marked kom fra Hobro IK selv.
Her sidder Vibeke Riis Jacobsen i foreningsbestyrelsen og tager sig af kontingenter.
- Loppemarkeder har kronede dage, for det ligger jo i tiden, at vi gerne vil genbruge ting, og så er det jo helt oplagt at oprette et marked, hvor man køber eller sælger brugt fodboldudstyr.
Det er da meget bedre, end at tingene bare går til spilde, pointerer Vibe Riis Jacobsen.
Hun har allieret sig med fodboldmødre kvartetten Maria Nybo Jacobsen, Pernille Bærentsen Justesen, Carina Rask Vernersen og Maria Okholm Iversen.
Indtil videre købes og sælges alene over nettet - via "Fodbold Loppen Hobro IK A 1913".
Velgørenhed ind over
- Men hele projektet har grebet om sig, og nu har vi også planer om at etablere et fysisk marked, hvor du kan få et bord og sælge alt, hvad der relaterer sig til fodboldens verden.
- Med den forskel, at her går overskuddet ubeskåret til velgørende formål, fortæller Carina Rask Vernersen, der selv har fire fodboldglade børn.
Hun driver webbureauet Like Social, Hobro.
Via sin erfaring med marketing, grafisk design og brug af sociale medier har bureauet givet Fodbold Loppen en synlig platform.
Også et julemarked ligger i støbeskeen - igen med det sigte, at indtjeningen tilfalder et velgørende formål såsom Knæk Cancer og Broen i Mariagerfjord.
Sidstnævnte hjælper familier fra små kår med at betale kontingent, så børnene har mulighed for at dyrke idræt.
- Klubben har godt en snes medlemmer, der på den måde bliver en del af fællesskabet, siger Vibeke Riis Jacobsen.
- Som travle fodboldmødre vil vi jo gerne hjælpe vores klub, hvis vi kan, og Fodbold Loppen har vist sig at rumme et kæmpe potentiale, uddyber bestyrelsesmedlemmet i Hobro IK.