Seneste nyt

Fjordens Hold: Lokale drenge brager igennem i Aarhus

12. december 2021 kl. 08.00

Et fodboldhold bestående af unge fra Mariagerfjord-området fejer den meste modstand af banen i Aarhus og omegn, samtidig med at de dyrker fællesskabet.

Idéen opstod tilfældigt. Vidst nok på et værtshus over et par kolde Ceres-øl. At lave et lukket fodboldhold i Aarhus udelukkende med unge fra Mariagerfjord-området – primært studerende.

Idéen blev luftet på Facebook, og herfra gik det stærkt. Interessen var overvældende, og de to initiativtagere Ebbe Petersen og Mikkel Juelsgaard, kontaktede fodboldklubben Fuglebakken KFUM, der har hjemme i Aarhus Vest. De fik tilmeldt et lukket hold i serie-6, som selvfølgelig fik navnet Fjordens Hold.

To gange oprykning

Holdets første kamp blev spillet i foråret 2021. Det blev til en premieresejr, og sæsonen blev vundet suverænt, og dermed skulle efteråret spilles i serie-5. Her fortsatte sejrene, og endnu en oprykning kom i hus. Det betyder, at når den nye sæson starter til foråret, spiller Fjordens Hold i serie-4.

- Vi har indtil nu spillet 22 betydende kampe, hvor det kun er blevet til tre nederlag. Så det er gået over al forventning, og jeg forventer bestemt, at vi også kan gøre en god figur i serie-4 og måske spille med om oprykning, fortæller Ebbe Petersen, der er holdets træner.

Ebbe kommer fra Valsgaard, hvor han selv spillede, mens ballasten udenfor kridtstregerne primært er hentet i Hobro IK, hvor han i en længere periode var holdleder med tilknytning til første- og andetholdet.

Ebbe Petersen får god hjælp af Mikkel Juelsgaard, der er holdets hjælpetræner og holdleder. Mikkel stammer fra Hobro, hvor hans far Steen Juelsgaard i mange år var formand for Hobro IK. Så de fodboldmæssige rødder til Mariagerfjord-området er stærke.

”Vi har det sjovt”

Fjordens Hold har som nævnt fejet stort set al modstand af banen, men selvom der er fuld fokus, når kampene fløjtes i gang, så er det nok alligevel alt det sociale, der fylder mest.

- Vi gør rigtigt meget ud af at have det sjovt, og lave nogle forskellige ting sammen. Vi har et festudvalg, der allerede har arrangeret fire vellykkede fester her det første år. Vi har været ude og spille amerikansk fodbold og så har vi også haft lejet en partybus, fortæller Mikkel Juelsgaard.

- Af andre sjove tiltag, så sætter vi vores trøjer på auktion forud for hver sæson, så har man et yndlingsnummer, så kan man byde på det. Vi sætter også andre ting på auktion, eksempelvis første toiletbesøg før en kamp eller at bære anførerbindet på sidste kampdag. Vi har også en tipskonkurrence forud for kampene.

- Efter kampene stemmer vi om kampens spiller, og ham der får titlen, skal bære en særlig lyserød trøje hele aftenen. Sådan finder vi hele tiden på noget, og det er supersjovt og styrker sammenholdet, fortæller Mikkel.

God opbakning hjemmefra

Fjordens Hold har også oplevet flot opbakning hjemme fra Mariagerfjord-området. Både i form af, at der med jævne mellemrum er pænt fremmøde hjemmefra til holdets kampe, men også i form af, at lokale virksomheder har sponsoreret flotte spillersæt, der i øvrigt prydes af et flot logo med inspiration fra Mariagerfjord Kommunes logo.

Så jo, Fjordens Hold fører sig på alle måder positivt frem i Aarhus og omegn.

Optakten til den nye sæson starter i øvrigt med et par træningskampe mod lokale Mariagerfjord-modstandere, nemlig Valsgaard og Doense.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste