Billede beskrivelse

Et sidste farvel til Allan 'Danske' Andersen: - Han var ikke som alle andre

250 af Allan 'Danske' Andersens nærmeste sagde torsdag et sidste farvel

13. april 2023 kl. 12.16
Opdateret 14. april 2023 kl. 15.27

Hobro: På en klar og solrig torsdag formiddag sagde familie, venner og kolleger et sidste smukt farvel til Allan 'Danske' Andersen.

Han døde fredag den 7. april efter en pludselig blodprop i hjertet. Han blev bare 44 år gammel. Men han efterlader et stort tomrum hos utroligt mange mennesker, som han havde været i berøring med gennem sine mange år som trofast frivillig i Hobro IK.

Det var tydeligt at se ved hans bisættelse fra Hobro Kirke, hvor 250 af hans nærmeste, heriblandt ikke så få Hobro IK-profiler gennem årene, fyldte kirkerummet og med tårer fulgte hans kiste ud til den ventende rustvogn.

Billede beskrivelse

Allan Danske Andersen vandt, hvis man spørger hans venner, utroligt mange hjerter alene ved sit lidt skæve og originale væsen. Han var eminent til at samle folk omkring sig, og han var et kendt ansigt i Hobro IK og for dem, der kom på DS Arena. Igennem sine år som frivillig nåede han at være både holdleder af flere omgange, stadionspeaker, bestyrelsesmedlem, sikkerhedschef og senest formand for fanklubben.

- Han var ikke som alle andre, han var bare helt sin egen. Og alle kunne lide ham. Men der var et eller andet med det tilnavn, for ingen vidste, hvem Allan var, men alle kendte Danske. Både lokalt og ude i landet, siger Peter Thomsen, tidligere Hobro IK-spiller og en af Allans nære venner.

Billede beskrivelse

Selv om Allan Danske Andersen tit havde fuldt program med både job, frivilligt arbejde og de seneste år også familielivet med hustruen Jane, kunne han altid finde tid. Til sine venner og til Hobro IK.

- Med Allan var der altid styr på tingene. Han var utroligt punktlig og struktureret, og arbejdet med at gøre klar til en hjemmebanekamp begyndte altid mindst fem timer før kampstart. Alting var i system og i stramt skema, men der var også altid plads til sjov og hygge. Sådan var Allan, husker Peter Thomsen.

Se også
Allan "Danske" Andersen blev kun 44 år: - Han var en original i ordets allerbedste forstand

Allan Danske Andersen blev få dage efter sin død mindet og hyldet på det stadion, hvor han havde tilbragt så utroligt mange timer gennem årene, inden Hobro IK tog hul på hjemmekampen mod Hillerød. Her dundrede klapsalverne i et fuldt minut. Og derfor skulle mindesammenkomsten efter bisættelsen selvfølgelig også finde sted her.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste