Erik er stadig i Hobro: Hans fotografier nydes af mange
I 2006 lavede Erik Røgild hjemmesiden ihobro.dk, hvor han tog rundt til stort og småt i lokalsamfundet for at fotografere og efterfølgende lægge billederne på hjemmesiden. Det gør han stadig, selvom der er skruet noget ned for blusset.
- Tidligere tog jeg ud til alt det, jeg kunne, og missede næsten ikke en lokal begivenhed. Sådan er det ikke længere, siger Erik Røgild, og fortsætter:
- Siden corona, hvor det var meget begrænset, hvad der var af aktiviteter, er jeg blevet meget selektiv i, hvad jeg tager ud til. Samtidig mistede jeg min hustru, Gurli, for et års tid siden, hvilket også var vanvittigt hårdt og gik ud over min lyst til at fotografere og tage af sted.
Men nu er modet vendt tilbage, og Erik Røgild nyder bestemt stadig at komme afsted for at fotografere og møde en masse glade mennesker. Dette forår fyldte han 80 år og har fundet en sød veninde, nemlig Iris på 83 år.
- Det er rigtigt dejligt, og jeg har fået en masse livsglæde tilbage. Vi mødtes til dans i Bie Centret, og vi dyrker dansen sammen, både her i Hobro og i Hadsund, og hvor det ellers er muligt. Vi er afsted flere gange om ugen, og så nyder vi ellers bare at være sammen og tage på en masse ture. Jeg nyder det rigtigt meget, fortæller han.
Mere end én millioner billeder
Hjemmesiden ihobro.dk så dagens lys i august 2006, og du kan finde samtlige billeder fra dengang til det allerseneste skud på hjemmesiden.
Erik skønner derfor, at der er mere end én million billeder på hjemmesiden, der i sin bedste periode havde omkring 750 besøgende om dagen. I dag er det tal mellem 400 og 500 besøgende.
På hjemmesiden er der et par trofaste annoncører, og derfor er Erik Røgild momsregistreret, men nogen guldgrube bliver det nu ikke.
- Jeg omsætter vel for omkring 20.000 kroner om året, og det plejer at gå nogenlunde lige op med mine udgifter, så det ender omkring et stort rundt nul, siger Erik Røgild.
Han er dog heller ikke meget for at jagte profitten. Således kan billeder, som han viser på sin hjemmeside, bruges kvit og frit af alt og alle.
- Det gør mig kun glad, hvis nogle kan få glæde af mine billeder.
- Jeg har en del, der ringer, om jeg vil komme og fotografere, og her har jeg den klare rettesnor, at hvis jeg må lægge billederne på min hjemmeside, så kan de bruge de billeder, som de har lyst til, uden at det koster noget. Men hvis jeg ikke må bruge billederne, så skal de betale lidt, slutter han.
Erik Røgild har fire børn og 11 børnebørn, men alligevel er der altså stadig tid til at fotografere og lægge billederne på ihobro.dk.