Emil debuterede med dartsucces
HOBRO: Det er mange år siden, at Mariagerfjord Dartklub har haft aktive juniorspillere, men det er har de nu.
Og Mariagerfjord Dartklubs nye junior med licens, Emil Brøndum Troels, stillede op i sit første stævne nogensinde, da der blev afholdt Vesthimmerland Open i Løgstør i weekenden.
Her skulle Emil prøve kræfter med den største del af den danske juniorelite, og må man sige, at han klarede sig fremragende.
Hobro-spilleren kommer sikkert videre fra hans pulje, hvor han kun bliver slået af juniorlandsholdsspilleren Sebastian Løfgren.
Det betød, at Emil var klar til kvartfinalen, hvor han ”løb” ind i en anden junior fra landsholdstruppen, Laurits Thygesen. Og selvom Emil spillede en god kamp, blev det desværre til et nederlag til en velspillende Laurits.
- Som junioransvarlig er jeg meget stolt over Emil, som gjorde det virkeligt godt til hans første stævne, fortæller Mariagerfjord Dartklubs junioransvarlige Heidi Lirene Pedersen.
- Emil har virkelig talent for det her, og det blev bemærket, især af juniorspillerne, bl.a. fra landsholdet, siger Heidi Lirene Pedersen.
Næste opgave for Emil Brøndum Troels bliver Bornholm Open, hvor hele den danske juniorelite er samlet igen.
Efter klubben var en del af Aktiv Ferie i Mariagerfjord Kommune, har der været en stigende interesse for juniordart.
- Derfor besluttede vi i klubben at etablere en decideret juniorafdeling med egne træningstider, fortæller Heidi Lirene Pedersen
- Og holdet bliver større og større.