Billede beskrivelse

Emil blev årets lærling – nu har han taget fri en måned i julens tegn

15. november 2024 kl. 14.02

HOBRO: I sidste uge blev 23-årige Emil Møller kåret til årets lærling i Mariagerfjord Kommune, hvilket betød, at han modtog hyldest og en kontant belønning på 5.000 kroner ved en storstilet Award Night i Hobro Idrætscenter. Emil er til daglig ansat hos NDO Supply A/S, hvor han midt i oktober blev færdigudlært til logistikassistent.

Billede beskrivelse

I indstillingen til prisen som årets lærling lød det blandt andet, at Emil er yderst arbejdsom og selv tager en masse ansvar hos NDO Supply. Velvalgte og fortjente ord, der dog bliver sat på pause i hele november måned. Her har Emil nemlig valgt at holde helt og aldeles fri fra sit almindelige arbejde – for i stedet at knokle med noget helt andet, der handler om jul og juletræer.

Startede juletræsvirksomhed for fem år siden

Sammen med sin bror, Jacob Møller, der i denne juletræssæson dog er på udenlandsophold, ejer og driver Emil Møller nemlig virksomheden dk-juletræ, der tilbyder handelsstandsforeninger, kommuner, butikscentre, virksomheder, julemarkeder og andre en ”komplet juletræsservice”, hvor træer opsættes, udsmykkes, plejes og tages ned efter jul. Så det er nemmest muligt for kunderne, der bare kan nyde de smukke træer.

Billede beskrivelse

- Vi har drevet virksomheden siden 2019, og da det er i november måned, at alle træerne skal sættes op, så holder jeg fri fra alt andet hele måneden, for at fokusere på arbejdet med juletræerne, fortæller Emil Møller.

- Heldigvis passer det godt med planerne og arbejdsmængden hos NDO Supply, så det har fint kunnet lade sig gøre. Det er selvfølgelig feriedage og opsparede timer, jeg bruger på at holde fri fra NDO Supply i hele november, supplerer han.

64 juletræer sat op i Hobro

Dk-juletræ leverer cirka 350-400 juletræer til kunderne i løbet af november, hvoraf 64 af disse på flotteste vis udsmykker Hobro – en juleudsmykning Hobro Handel står bag. Her har Emil og en god håndfuld medhjælpere opsat 61 træer i almindelig størrelse rundt omkring i byen, samt større træer ved Store Torv, Borgmesterkontoret og Borgerservice.

- Jeg nyder arbejdet med juletræerne, og jeg kan da også godt mærke, at idéen om og lysten til at få virksomheden til at vokse og generelt forfølge drømmen om at være selvstændig, tiltaler mig. Så de 5.000 kroner, der fulgte med prisen som årets lærling, skal da også investeres i dk-juletræ, lyder det fra Emil Møller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste