Billede beskrivelse

Else har lagt æg i 40 år

28. september 2024 kl. 06.00

HADSUND: Igennem snart 40 år har 59-årige Else Andersen gjort tjeneste hos DAVA Foods på Glerupvej nær Hadsund. 2. oktober runder hun sit jubilæum, og det var ikke helt det, hun havde troet, da hun startede i firmaet.

- Det første jeg tænkte, var, at her ville jeg godt nok ikke blive ret længe. Det var utrolig forvirrende med rigtig mange ting, man skulle huske på og gøre, fortæller hun.

Hen ad vejen fik piben en anden lyd. Og faktisk har Else Andersen aldrig igennem de 40 år søgt væk.

- Det gik hurtigt med at lære rutinerne, man får gode kollegaer, og så blev det et rigtig godt arbejde. Så tager den ene dag den anden, og hvorfor søge væk, hvis man er glad, hvor man er, siger hun.

Glad er man også i virksomheden, hvor Else Andersen både kollegialt og arbejdsmæssigt er et stort aktiv, fortæller vicedirektør Kristian Ramstad, der selv er en ren årsunge med blot seks år i DAVA Foods på CV'et.

- Else er "firmaets mand" på alle måder. Hun er nærmest en del af det faste inventar og har været med på hele vækstrejsen, fra dengang vi var et ganske lille pakkeri til i dag, hvor vi i Danmark har en markedsandel på omkring 55 procent, siger han.

Billede beskrivelse

Han beskriver Else Andersen som en loyal, pligtopfyldende og ærekær medarbejder, som efterhånden også er blevet en betroet medarbejder.

- Hun er en del af hele værdikæden helt fra møderne med producenterne til modtagelsen her, hvor hun løbende følger op på kvaliteten og sørger for, at alt fungerer. Og så er hun bare en fantastisk kollega, der lærer nye medarbejdere op og bidrager til den gode stemning. Det bliver jo lidt som en familie her, og Else bager gerne en kage til fællesskabet, siger Kristian Ramstad.

"Familien" består af 12 medarbejdere på lageret, hvor Else Andersen huserer. Tidligere har hun arbejdet i andre funktioner, men nu er hun i indleveringen, hvor æggene bliver modtaget og transporteret over til maskinerne, hvor de pakkes i de bakker, der skal sælges i butikkerne.

- Tidligere pakkede vi til hver enkelt butik, men nu sætter vi dem på paller og sender dem til kædernes egne lagre, hvorfra de så sendes ud til butikkerne. I dag er der meget mere automatik involveret, så arbejdet har også på den måde forandret sig, fortæller hun.

Hos DAVA kommer man tæt på hinanden, og Else Andersen kommer privat sammen med flere af kollegaerne.

- Nogle er man selvfølgelig tættere på end andre. Man behøver jo ikke elske hinanden, bare man accepterer hinanden, siger hun.

Hun var 19 år, da hun begyndte hos det daværende Hedegaard Foods, der nu er omdøbt til DAVA Foods. Forinden nåede hun lige akkurat at arbejde et år på det daværende afholdshotel, Centralhotellet, i Hadsund.

Else Andersen bor i Terndrup, har altid gjort det, men har "lokket" sin mand, Jens Andersen til byen. Han arbejder også i Hadsund i virksomheden Balsløw. Sammen har de to døtre og tre børnebørn på henholdsvis 5, 9 og 12 år.

DAVA Foods har 160 medarbejdere i Hadsund. Virksomheden er vokset fra at være en lille spiller på det danske marked under navnet Hedegaard Foods til en international sværvægter. Igennem årene er man gennem opkøb og fusioner blevet repræsenteret i Sverige, Norge, Estland og Finland og spreder sig over i alt ni afdelinger, flest i Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste