Efter 40 år som mekaniker er det livet til søs, der trækker
HADSUND: Der er på flere måder lagt an til store skiftedag i Hadsund Autohandel. Først handler det om et markant jubilæum, og lidt længere ude i fremtiden venter et glidende generationsskifte og altså en ny kaptajn på broen.
Den nuværende indehaver, 78-årige Henrik Christensen, fortæller om generationsskiftet, at planen er, at han over de næste tre år gradvist sælger firmaet til 30-årige Kewin Nielsen, der længe har været ansat i firmaet.
- Han har gjort sig fortjent til det og har bevist, at han kan magte det, siger Henrik Christensen.
Planen er ikke, at han forlader broen helt. Heller ikke når den økonomiske del af transaktionen efter planen er fuldendt om tre år.
- Kewin kommer selvfølgelig til at bestemme farten og kursen, men jeg har ikke lyst til at stoppe helt, så jeg håber på, at han til sin tid har brug for en "bydreng", lyder det beskedent fra den fuldbefarne autoforhandler.
Pukkel af opgaver
Han overtog i sin tid værkstedet efter grundlægger Christian Sørensen først i 1960'erne og kørte den videre som autohandel og mekanikerværksted. I 1993 åbnede han en filial i Randers efter samme model og overlod den daglige drift i Hadsund til en betroet medarbejder, John Nielsen, der har været ansat siden 1984, men i 2021 lukkede Henrik Christensen og hustruen Pia, der har fungeret som forretningens bogholder, afdelingen i Randers og vendte tilbage til Hadsund for at drosle lidt ned på arbejdslivet.
Som den kyndige læser vil have bemærket, står John Nielsen efter 40 års ansættelse foran et rundt jubilæum. Ironisk nok blev han ansat midlertidigt for 40 år siden.
- Vi havde en pukkel af opgaver, som vi ikke kunne magte, og John blev ansat til at arbejde den ned. Men puklen har været der lige siden, og det har John altså også, forklarer Henrik Christensen.
John Nielsen viste sig nemlig at være en dygtig og stabil medarbejder, og Henrik Christensen tøvede da heller ikke med at overlade driften i Hadsund til ham, mens han selv koncentrerede sig om Randersfilialen.
Fremtiden er på plads
For John Nielsen har der ikke været mange spekulationer om at skifte job.
- Selvfølgelig er det gået op og ned, men der har været tilpas mange udfordringer. Jeg har det godt her, og så er jeg ikke sådan én, der flytter rundt, forklarer han.
Mens chefen altså skal bæres ud, agter John Nielsen at gå på efterløn, når han næste år fylder 65 år.
- Jeg vil gerne have mere tid sammen med mine børn og børnebørn. Vi har båd og sejler i ferien og i weekender, men vi vil gerne sejle mere, og det glæder jeg mig til at få tid til. Hus og have skal nok sørge for, at jeg ikke kommer til at kede mig, fortæller John Nielsen, der som en anden fritidsbeskæftigelse holder formen ved lige som spiller i Hadsund Volleyballklub.
Jubilæet markeres 30. august med en reception.