Billede beskrivelse

Ditlef blev årets elev/lærling i Mariagerfjord

03. december 2025 kl. 11.27

MARIAGERFJORD: Midt i november løb 24-årige Ditlef Martens med titlen som Årets elev/lærling i Mariagerfjord Kommune, hvor han er kontorelev hos virksomheden Dania Plast, der har hjemme i smukke Dania mellem Hobro og Hadsund.

Ditlef Martins, der startede som elev den 1. januar i år, er født, opvokset og bor i Aalborg. Derfor var det måske også lidt overraskende at vælge en læreplads på sydsiden af Mariager fjord, men for Ditlef var der ingen tvivl, da han først havde besøgt området og virksomheden.

- Efter et par sabbatår i forlængelse af gymnasiet følte jeg, at tiden var inde til at skulle i gang med en uddannelse. Jeg var dog noget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge, men havde hørt godt om kontoruddannelsen. Så jeg sendte et par ansøgninger afsted, blandt andet til Dania Plast, fortæller han.

Billede beskrivelse

- Her fik jeg hurtigt svar, og blev kaldt til samtale og derefter samtale nummer to. Det var med min kommende leder Charlotte, og jeg følte, at vi havde en rigtig god kemi og at både arbejdsopgaver og virksomheden lød spændende. Derfor sagde jeg ja, også selvom jeg imellem tiden var blevet kaldt til samtaler hos andre virksomheder, der lå meget tættere på Aalborg, tilføjer han.

Købte bil

Da Ditlef sagde ja til jobbet havde han ikke egen bil. Han havde lånt forældrenes bil til jobsamtalerne.

- Det var faktisk et krav, at jeg havde en bil, hvis jeg skulle have lærepladsen, hvilket jeg nu også selv havde tænkt mig, og jeg ser slet ikke transporten som en udfordring, fortæller Ditlef Martens, der på ingen måde har fortrudt sin beslutning.

- Jeg nyder det virkelig. Opgaverne er spændende, og jeg er omgivet af nogle fantastiske kollegaer. Samtidig har jeg fra dag ét fået ansvar, og føler derfor også, at jeg gør en forskel. Endelig kan jeg godt lide, at det hele er meget mere nede på jorden end jeg er vant til fra Aalborg, hvor alting bare er lidt mere hektisk, fortæller han.

Årets elev – indstillet af kollegaer

At det ikke kun er Ditlef selv, der sætter pris på sin arbejdsplads – men også arbejdspladsen, der sætter pris på Ditlef, vidner prisen som Årets elev/lærling om.

Billede beskrivelse

Her vandt han prisen blandt en række indstillede kandidater til Mariagerfjord Erhvervs Award Night 2025, der for et par uge siden blev afholdt i Hobro Idrætscenter foran 350 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.

I indstillingen fra kollegaerne lød det blandt andet: Ditlef viser en imponerende interesse for sin uddannelse, og kan allerede nu løse komplekse opgaver selvstændigt. Ditlef er en glad og humoristisk ung mand, og han bidrager i høj grad til den gode stemning i virksomheden.

- Det var stort at modtage prisen – ikke mindst fordi det var en anerkendelse fra mine kollegaer. Jeg indrømmer da gerne, at jeg var pænt nervøs på aftenen, men det gik vist alligevel, fortæller Ditlef Martens, der på scenen fik overrakt en statuette og en check på 5.000 kroner og i den forbindelse holdt en flot tale foran de mange fremmødte.

De 5.000 kroner er i øvrigt allerede er brugt. På indskuddet til en ny lejlighed… i Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste