Billede beskrivelse

Der skal noget til at flytte Torben

20. juni 2024 kl. 14.01

HADSUND: Boomergenerationen har ry for at være lidt satte og ikke ligefrem omstillingsparate, men selvom brugsuddeleren i Hadsund, Torben Frandsen, lige akkurat lever op til betegnelsen boomer, så er forandringer og omstillinger faktisk noget, der er med til at give arbejdsglæde i dagligdagen.

Det bedste ved jobbet er alsidigheden. Der må ikke gå rutine i det, siger Torben Frandsen, der netop er fyldt 60.

For nylig rundede han 31 år i SuperBrugsen, Hadsund. Forinden havde han en lang række jobs i det daværende FDB, nu Coop. Han startede som flaskedreng i Svenstrup i 1980 og blev siden udlært i Brugsen i Vestbyen i Aalborg. Herefter var han ansat i Frederikshavn, Aalborg, Ebeltoft, Rønde og Skødstrup, inden han kom til Hadsund som uddeler i 1993.

Det var en nem start. Der lå en plan for udvidelse, som godt nok ikke var planlagt i detaljer, men økonomien var på plads. Den daværende uddeler, Kaj Roved, mente bare, at det var en anden, der skulle føre planen ud i livet, og det blev altså mig, fortæller Torben Frandsen.

Billede beskrivelse

Siden er fulgt to udvidelser mere og en masse andre forandringer, men en ting har aldrig ændret sig væsentligt, nemlig økonomien.

Med en undtagelse - i 2022, - har vi haft overskud gennem alle årene. Vi har altid været velkonsoliderede, udfordringen har ligget i at fastholde den positive udvikling, siger Torben Frandsen.

En yderligere forklaring på underskuddet i 2022 var, at man fusionerede med brugserne i Øster Hurup, Gjerlev og Mariager, hvilket udløste nogle engangsomkostninger og nogle udfordringer.

Vi har nu fjernledelse. Der er dygtige ledere lokalt, som tager sig af den daglige drift, men det er mig, der er leder for fire butikker med en samlet årsomsætning på 300 millioner kroner plus moms, fortæller Torben Frandsen.

Corona-epidemien var en anden udfordring.

Vi blev lige som resten af branchen ramt af energikrise og transportproblemer, og kunderne blev tilbageholdende med forbrug. Vi skulle være til stede, mens alle andre skulle blive hjemme. Intet var, som det plejer i tre år, bemærker Torben Frandsen.

Og nu er klimadagsordenen det store tema.

Vi skal forholde os til energiforbruget, og praktisk betyder det også, at sæsonerne for frugt og grønt ændrer sig med klimaforandringerne, siger Torben Frandsen.

Krisen i Coop berører imidlertid ikke SuperBrugsen ret meget.

Vi er 450 forretninger med selvstændigt CVR-nummer, som grundlæggende selv bestemmer farten. Der kan komme ændringer i varesortimentet og franchiseaftalen, men det er det, fastslår Torben Frandsen.

I det daglige har han primært fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø for at sikre rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Kunderne møder ham mest i vinafdelingen, hvor han står klar med gode råd. Et sted skal de dog ikke forvente at se ham.

Det er meget sjældent, jeg sidder ved kassen. Hvis det sker, er vi virkelig pressede. Jeg er simpelthen for langsom, indrømmer han og slår fast, at han regner med at gå tiden ud i sit nuværende job.

- Der skal noget til at flytte sådan en gammel mand som mig, siger han.

Torben Frandsen bor i Hadsund sammen med sin hustru, Helle Andersen. Sammen har de to døtre bosat i henholdsvis Greve og Ishøj, mens deres søn bor i Houston, USA. Der er tre børnebørn og yderligere et på vej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste