Billede beskrivelse

Debuterende folketingskandidat gættede en uge forkert

26. februar 2026 kl. 19.14

MARIAGERFJORD: Det er ikke mere end et par måneder siden, medlemmerne af Venstre Mariagerfjord valgte Mikkel Bisgaard som partiets folketingskandidat i Mariagerfjord Kredsen, men allerede nu er det altså tid til at gå i valgkamp. Helt uforberedt er han dog langt fra.

- For det første var jeg blevet prikket af bestyrelsen i god tid, før jeg faktisk blev valgt, så jeg er helt klar og glæder mig utroligt meget til at komme i gang, siger han.

Han skulle dog lige være helt sikker på sit kandidatur, inden han lod valgplakater og pamfletter i trykken.

- Der var jo en nordjysk DF'er, der troede, han skulle være kandidat, og allerede havde fået trykt sit materiale, før de så valgte en anden. Det ville jeg trods alt ikke risikere, og der har været rigeligt god tid til at gøre materialet klar, siger han.

Han var ligesom så mange andre ikke specielt overrasket, da statsminister Mette Frederiksen torsdag trykkede på valgknappen.

- Medierne har jo bimlet og bamlet med alle mulige datoer igennem de seneste måneder. Jeg troede selv, at det ville komme i næste uge, men det er fint. Et valg lige op til påske, og der er god tid til at føre valgkamp, siger Mikkel Bisgaard.

Billede beskrivelse

Den kommer for ham såvel som for andre kandidater til at foregå på gammeldags manér, efter at de sociale medier kort før efterårets kommunalvalg lukkede ned for politiske annoncer.

- Det betyder bare, at det bliver endnu vigtigere at komme ud til folk, høre, hvad der ligger dem på sinde, og snakke så meget politik som muligt. Det bliver hårdt, men også spændende, siger han.

Mariagerfjord Kredsen har i denne periode repræsentation af socialdemokraten Per Husted, og det er ikke altid, kredsen overhovedet giver valg til et folketingsmedlem, men Mikkel Bisgaard er optimist.

- Hvis ikke jeg troede på det, ville jeg ikke stille op. Jeg er oppe imod nogle gode folk fra de øvrige partier i kredsen, og i det nordjyske er vi i alt 10 Venstre-kandidater, heriblandt en europaminister, en beredskabsminister og en stemmesluger som Preben Bang Henriksen, så det bliver svært, men jeg kommer til at knokle for det, lige indtil valgresultatet foreligger 25. marts, siger Mikkel Bisgaard.

Han mener i udgangspunktet, at Venstre skal gå efter en blå regering, og han havde også sine forbehold, da den nuværende SMV-regering blev dannet.

- Det var lidt uheldigt, især fordi Jakob Ellemann-Jensen så klart havde afvist muligheden op til valget. Men omvendt vil jeg sige, at vi i regeringen har fået gennemført meget blå politik i et folketing med rødt flertal. Det havde næppe været muligt, hvis vi havde siddet udenfor, men jeg mener da klart, at vi skal gå efter et blåt flertal. Men om det er realistisk med de blå partier, der nu er, må selvfølgelig vise sig, siger han.

BLÅ BOG

Mikkel Bisgaard. Født Mikkel Bisgaard Christoffersen
43 år, født i Hobro og opvokset i Hadsund.
Bor i Vive, 5 km uden for Hadsund. Gift med Maria. Parret har tre børn på 18, 15 og 10 år.

Erhvervserfaring
2024 - Manager - IT Operation Center, Fellowmind
2021-23 Arbejdspladsansvarlig - IT, Spar Nord
2019-21 Senior konsulent / Teamlead, Netic
2017-19 System administrator - CLAAUDIA, Aalborg Universitet
2015-17 Senior Specialist / ShiftLead - IT, Nykredit / JN Data
2008-15 IT Support / Mainframe operatør, KMD Aalborg
2006-07 Filialleder, ALDI Hadsund
2003-2006 Datamatikeruddannelse på Nordjyllands Erhvervsakademi.
2000-2003 HHX Mariagerfjord Gymnasium

Frivilligt arbejde
2022- Forældrerepræsentant Hadsund skolebestyrelse
2022- Formand Hadsund Egnens Ridecenter
2022- Formand Vive Sogn Beboerforening
2023- Bestyrelsesmedlem Venstre Mariagerfjord

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste