De kalder sig ikke fighterne for ingenting
Når de ikke må træne inden døre, så træner de kræftramte i Hadsund da bare udenfor i stedet
Onsdag 10. marts skete endelig dét, ”Fighterne for livet” i Hadsund har ventet på i lang tid: De kunne igen mødes for at træne.
Ganske vist er der endnu ikke åbnet op for indendørstræning, men det lader ”Fighterne for livet” sig ikke slå ud af.
De mødtes i stedet uden døre ved Hadsund Hallerne.
- Vi hedder jo ikke ”Fighterne” for ingenting, som en af de kræftramte fightere i Hadsund, Annette Kjær, udtrykker dét.
I alt 11 fightere var mødt frem til forårets første træningsseance.
- Og selvom det var lidt koldt, så var der nu alligevel rigtig hyggeligt igen at kunne mødes til træning og efterfølgende socialt samvær, beretter Annette Kjær.
Hun gør i samme åndedrag opmærksom på, at der stadig er plads til flere ”Fightere for livet”.
Alle, der har - eller har haft - kræft, er mere end velkomne til at melde sig og deltage i fighternes alsidige aktiviteter.