Blå studenter sprang ud
Mandag og tirsdag afsluttede 3.g’erne på handelsgymnasiet i Hobro deres ungdomsuddannelse
HOBRO: Mandag og tirsdag afsluttede 3.g’erne på handelsgymnasiet i Hobro deres ungdomsuddannelse, og familie og venner var mødt frem med jordbær og champagne og vigtigst af alt – kassen med den hvide hue med det blå bånd.
- Det var en lettelse for eleverne, der har knoklet på med eksamenslæsning den sidste måned. Deres skolegang har været præget af Corona-nedlukning med omkring tre måneders onlineundervisning i både 2.g og 3.g. Der er dog ikke noget, der tyder på, at årgangen har noget fagligt efterslæb. De er kommet imponerende flot gennem eksamenerne, siger afdelingsrektor Anette Skovlykke, der har nydt at cirkulere rundt blandt studenter og gæster de seneste dage.
- Det er den bedste tid på året, hvor tre års flid belønnes med flotte eksamener, og hvor alle er glade og lettede, fortsætter hun mellem skål, kransekage og lykønskninger.
Fredag er der dimission med taler, sange, legatoverrækkelser og i år med indvielse af en ny fane. Det er en donation fra Hobro Rotaryklub, som vi er meget glade for. Dannebrog hører hjemme til festlige og højtidelige anledninger, og fredag skal den smukke fane indvies efter forskrifterne, som rektoren har måttet finde på Google – et værktøj der ikke har været de nu tidligere eksaminander forundt. Men de klarede sig flot foruden.