Birgit har en livslang lidenskab: Nu beder hun om hjælp
MARIAGER: Der findes tusinder og atter tusinder af rosen-arter, og for nogle er interessen for roser næsten blevet en besættelse.
Blandt andre for 90-årige Birgit Brandenborg, der meget passende også bor i Mariager, Rosernes By.
- Jeg er nok nærmest født med interessen. Ikke bare for roser, men for alt, der vokser og gror. Hen ad vejen er det så kommet til at dreje sig om roser. Vi havde i mit barndomshjem kun to helt almindelige roser, men jeg har selv haft over 600 forskellige, mens jeg boede på landet. Nu da jeg bor i byen, er det kun omkring 50, fortæller hun.
Interessen - lidenskaben, om man vil - deler hun med cirka 1300 medlemmer af foreningen Roser i Danmark, som både deler erfaringer og systematisk indsamler viden om roser.
Netop nu lægger man an til et projekt i Mariager, hvor man fokuserer på at finde og registrere nye - eller rettere gamle - arter.
Botanikerne strides lidt om, hvor mange vilde arter der findes, men afhængigt af, hvem man spørger, er der omkring 300.
Dertil kommer altså de, der er fremavlet eller forædlet.
Kulturarvsroser
Projektet i Mariager fokuserer på kulturarvsroser, og Birgit Brandenborg mener, at der kan være flere af den slags i Mariager, som ikke er registreret.
- Jeg har selv fundet en ved det gamle apotek for år tilbage. Jeg spurgte i 2006 den nu afdøde apoteker Herdis Kvam, om hun vidste, hvor længe rosen havde stået der? Svaret var: "Den stod der, da jeg kom”, og hun kom til apoteket i cirka 1972.
- Ergo har rosen mindst en alder, der berettiger den til at få prædikatet ”Kulturarvsrose” og er dermed en rose, man bør passe på for eftertiden, siger hun og tilføjer, at hun navngav rosen "Mariagers Apotekerrose".
For at leve op til betegnelsen kulturarvsrose, skal arten have bestået i mindst 50 år.
- Dermed har den en historie, og den har bevist, at den kan overleve, fortæller Birgit Brandenborg.
Lokale fortællinger
Hun forventer at finde flere gamle roser i Mariager, der har en mere end 100 år lang historie om roser.
- Gudmund Effersøe,der var kredslæge i Mariager, tog for knap 100 år siden initiativ til at plante 250 forskellige arter. Derfor er der så mange og så forskellige arter i Mariager. Men hvad er deres navne, og hvad er deres historie? Det er det, ”Roser i Danmarks” projekt går ud på.
- Vi vil gerne i samarbejde med byens borgere indsamle lokale fortællinger om de gamle roser, forsøge at identificere dem og så vidt muligt få sat navn på dem. Vi forventer, at flere af roserne vil vise sig at være ukendte roser, fx roser som for længst er glemt, eller ”nye” roser, som er opstået lokalt, siger hun.
Starter med foredrag
Projektet indledes med et foredrag 15. april i Løvesalen i Mariager af brødrene Erling og Poul Erik Østergaard.
Inden da kan man passende tage fat på beskæringen af sine roser, hvis man har nogle. Det er nemlig en myte, at det skal ske på dronningens fødselsdag.
- Nogle arter kan man godt beskære allerede i efteråret. Andre kan man sagtens begynde at beskære nu. Så gøder man tre gange indtil 1. juli. Ellers risikerer man, at de sætter nye skud, der ikke kan overvintre. Gør man det, skal man nok få fine roser, siger Birgit Brandenborg.
Foredraget arrangeres af CittaSlow og Roser i Danmark. Billetter koster 75 kr. De kan købes her eller via MobilePlay.
Man skal i så fald huske at skrive navn i beskeden.