Billede beskrivelse

Žaneta har taget turen fra London til Hobro

09. oktober 2024 kl. 19.03

HOBRO: For et par år siden flyttede Žaneta Šeške fra millionbyen London til hyggelige Klejtrup. Samtidig åbnede hun skønhedssalonen London Beauty på Adelgade 5 i Hobro. Et stort skifte, men hun har ikke fortrudt et sekund. Hun elsker det.

Žaneta Šeške stammer oprindeligt fra Litauen, men inden hun flyttede til Klejtrup, havde hun boet i London i mere end ti år.

Her havde hun sin egen skønhedssalon i tilknytning til sin private lejlighed. Hun havde imidlertid lyst til at prøve noget helt andet, og her faldt valget altså på Danmark med Klejtrup som base og med egen skønhedssalon i Hobro.

- Jeg åbnede London Beauty i Hobro tilbage i februar 2023, og jeg elsker det her. I forhold til hektiske London er der en helt anden ro, som føles rar. Ikke fordi, at der ikke er travlt i salonen, men det er bare på en helt anden måde. Samtidig elsker jeg også områdets smukke natur med skov og fjord, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Højsæson nærmer sig

I London Beauty, hvor navnet på salonen naturligvis er inspireret af Žanetas tid i London, tilbydes en række forskellige skønhedsbehandlinger – blandt andet hårextensions, vippeforlængelse, spraytan, permanent makeup og neglepleje.

Udover Žaneta er der fire andre selvstændige behandlere tilknyttet til salonen, som kommer efter behov. Alle har hvert deres speciale.

- Overordnet set har vi alle rigtigt travlt, og kunderne kommer fra både Aalborg, Randers, Viborg og naturligvis lokalområdet.

Billede beskrivelse

- Lige nu er der måske lidt stille, men det er helt typisk for årstiden. Nu nærmer julen sig, og så plejer november og december at blive forrygende travle, så kunderne kan se ekstra smukke ud til julefrokosterne og julens øvrige komsammener, fortæller Žaneta Šeške.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste