Anders Wisholm nummer 5 ved VM
Får stor ros af landstræneren for præstationen
16-årige August Wisholm fra Hadsund Roklub præsterede det helt utrolige ved netop afviklede VM i roning for juniorer op til og med 18 år i singlesculler, hvor det endte med en femteplads i finalen i Bulgarien.
Landstræner Niels Henrik Stene udtaler følgende om August og træner Jens Toft (Hadsund Roklub):
- Vi kunne godt se på forhånd, at det ville blive en svær opgave. Men August holder overblikket, er taktisk klog og samtidig kan han ro sig ud, og det er virkelig flot. Han har potentiale både fysisk og taktisk, men også mentalt. Jeg må bare tage hatten af for Jens’ rolige og afslappede måde at gå til det her på. Han formår virkelig at få August til at styre sin iver, motivation og sit gå-på-mod, sådan at det bare eksploderer på det helt rigtige tidspunkt. Det er rigtig flot det de har lavet i dag, det har jeg stor respekt for.
August Wisholm i singlesculleren var det eneste danske hold ud af 5, der formåede at kvalificere sig til A-finalerne ved junior VM.
I finalen om VM mødte August Wisholm Litauen, Belgien, USA og Tyskland, der placerede sig som nævnt på de fire første pladser. Danmark ender som nummer 5 foran Italien, der sluttede finalefeltet af.
I pigernes dobbeltsculler var der også deltagelse fra Hadsund Roklub. Her var Laetitia Panero-Bommer til start sammen med Stine Højgaard fra Holstebro. Pigerne endte i C-finalen, hvor der roes om placeringerne 13 til 18.
I C-finalen fik dobbeltsculleren vist roning af høj klasse, der længe så ud til at ville placere båden som vinder af løbet. På de sidste meter måtte pigerne dog se sig overspurtet, men kunne efterfølgende se tilbage på en mere end godkendt præstation ved VM. Samlet ender dobbeltsculleren som nr. 14 ud af 23 nationer.