Anders Christian fra Vive blev tomatkonge i USA
Ny bog fortæller den utrolige historie om en østhimmerlandsk pioner, der blev en af det moderne Floridas fædre
For hundrede år siden var byen Dania i det sydlige Florida verdens største producent og udskibningssted af tomater.
Initiativtageren til tomat-eventyret var den danske udvandrer Anders Christian Frost, som grundlagde flere byer og samfund, og i en ny bog fortæller journalist og forfatter Ib Søby nu historien om den rastløse og ukuelige udvandrer fra Østhimmerland, der som succesfuld iværksætter satte markante spor i den nye verden.
Anders Christian Frost blev født i 1846 i Vive ved Hadsund.
Efter en traumatisk barndom, hvor hans mor druknede, og hans fødehjem nedbrændte, blev Anders fosterdreng og postbærer mellem Bælum og Aalborg.
Som lærling i en købmandshandel ved Tustrup voksede idéen om at prøve lykken i Amerika, og i 1873 landede han i Boston sammen med sin søster.
- Frost ville, som andre unge danskere, bryde sin sociale arv. For trods en ny grundlov fra 1849 var mulighederne for at påvirke egen tilværelse stærkt begrænsede i Danmark, fortæller Ib Søby, som har brugt fem år på at skrive bogen ”Floridas Danske Pioner”.
- I mine øjne blev Anders Christian Frost en af de mest betydningsfulde og succesrige danske udvandrere. Han blev ikke berømt som f.eks. avis-manden Jacob Riis, men efter nogle barske år fandt Frost efterhånden sit virke og skabte byer og samfund, hvor han hjalp tusinder af landsmænd først i Wisconsin og senere i Florida, siger Ib Søby.
En af Floridas fædre
I 1895 blev Frost valgt ind i Wisconsins Lovgivende Forsamling og mødte ved et tilfælde mangemillionæren og jernbanebaronen Henry Flagler, som var på udkik efter iværksættere som Frost, fordi han med sin jernbane ville udvikle Florida fra en næsten mennesketom sump til en driftig stat og et ferieparadis.
Efter mange overvejelser lod den danske pioner sig friste og lokke til den fugtige og varme stat, hvor tomater skulle blive hans vigtigste virke.
I 1904 grundlagde Anders Christian Frost byen Dania, hvor han skabte et enormt tomatboom, som varede helt frem til 1930’erne.
I det sydlige Florida regnes nordjyden i dag som en af det moderne Floridas fædre.
- Han opkaldte Dania efter byen af samme navn ved Mariager Fjord, og Dania var på den tid større og vigtigere end nabobyen Fort Lauderdale. Men Frost tog også andre initiativer i en relativt høj alder, for eksempel banede han vejen for havnen Port Everglades, som nu er verdens største krydstogtsbase, forklarer Ib Søby.
Farverig beretning
Anders Christian Frost døde i 1924. Han var gift tre gange, fik 10 børn og 36 børnebørn.
”Floridas Danske Pioner” er på samme tid en spændende og farverig personberetning - og en fortælling om USA’s udvikling og omfangsrige historie.
- Med hele 34 millioner indvandrere fra Europa, et buldrende jernbanenetværk og biler og flyvemaskiner, var perioden måske i virkeligheden USA’s egentlige storhedstid.
- Men det var også en tid med krige og smitsomme sygdomme, så historien om Anders Christian Frost danner mange tankevækkende paralleller til nutidens splittede USA, siger forlægger Jan Løfberg.
I vor tid findes omkring halvanden millioner amerikanere med danske rødder.
”Floridas Danske Pioner” udkommer mandag 8. februar, men kan allerede nu erhverves på nettet via hjemmesiden www.floridasdanskepioner.dk