Billede beskrivelse

Aktiv ildsjæl fra Øster Hurup ny bureauchef i Sol og Strand

Laila Zaar, kendt som formand for havnefestudvalget, skal betjene hele Østhimmerland fra Sol og Strands bureau i Hals

04. februar 2022 kl. 13.05
Opdateret kl. 13.11

Sol og Strand Feriehusudlejning styrker sin tilstedeværelse i Østhimmerland med ansættelsen af Laila Zaar som ny bureauchef, oplyser Sol og Strand i en pressemeddelelse.

Laila Zaar bor i Øster Hurup, hvor hun gennem adskillige år har været en aktiv ildsjæl. Fra Sol og Strand-bureauet i Hals skal hun fremover betjene hele Østhimmerland.

Laila Zaar har været ansat i det lokale turisterhverv i en årrække. Ved siden af sit professionelle virke har hun været aktiv i det lokale foreningsliv.

Blandt andet som formand for Havnefestudvalget i Øster Hurup, FDF-leder og håndboldtræner.

- Sol og Strand er en unik spiller i feriehusbranchen, og jeg glæder mig meget til at arbejde tæt sammen med et stærkt hold på bureauet i Hals og i resten af Sol og Strand, siger den nye bureauchef i pressemeddelelsen.

Netop Laila Zaars store engagement i det lokale foreningsliv har været med til at friste hende til at søge ansættelse i Sol og Strand Feriehusudlejning.

- Sol og Strand er i dag ejet af en velgørende fond, der kommer til at donere sit overskud til velgørende og lokale formål. Senest har Fonden Sol og Strand for andet år i træk doneret en million kroner til en lang række velgørende foreninger og projekter, fremhæver hun.

Ti organisationer har hver fået 100.000 kroner til deres virke: Skyggebørn, Bedre Psykiatri, Børnesagens Fællesråd, Læger Uden Grænser, Angstforeningen, ADHD-foreningen, Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade og DGI.

- Og det er faktisk både sommerhusejere, der får lejet deres sommerhus ud gennem Sol og Strand, som sammen med feriegæsterne, der er med til at afgøre, inden for hvilke kategorier, fonden skal donere. Det tager jeg simpelthen hatten af for.

- Det er den slags, der gør Sol og Strand unik. Når du lejer ud gennem Sol og Strand, gør du altså ikke bare noget godt for dig selv, men også for andre, fremhæver Laila Zaar i pressemeddelelsen.

Desuden fremhæver hun ”Lokale Håndsrækning”, hvor Sol og Strand uddeler en million kroner til lokale projekter. Alle kan søge. Efter deadline 27. februar beslutter de sommerhusejere, der lejer ud gennem Sol og Strand i lokalområdet, hvem der skal modtage støtte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste