Ahmed og Adnan er flygtet fra Syrien - nu har de åbnet eget spisested i Hobro

Mange madbestillinger går via app hos Hobros nye spisested Milano Pizza & Grill

20. juni 2018 kl. 16.02

HOBRO: Jo mere centralt i en by, et spisested ligger, jo flere kunder passerer i sagens natur dagligt forbi - og får øje på geschäften.

I så henseende har Milano Pizza & Grill i Vester Allé 1 næppe fundet den mest oplagte placering i Hobro.

Men det findes der råd for, hvis man kan få kunderne til at søge en take away "app" koblet til hundredvis af danske spisesteder i en lang række byer.

Online kæder som Just Eat, Spis.dk eller Hungry.dk bringer tjept pizzasultne lokale eller turister på jagt efter en hurtig madløsning i kontakt med - eksempelvis nyåbnede Milano Pizza & Grill.

Fjernbestilling

Her anslår medejer Ahmed Abd Al Ali, at 60 procent af bestillingerne gøres på den måde.

Manøvren med fjernbestilling synes altså at lykkes ganske godt.

- Via app’en bestiller kunderne deres ønskede måltid mad, som de så enten henter på et aftalt tidspunkt, spiser på stedet eller får bragt ud i bil, forklarer Ahmed.

Og da betyder det jo mindre, at man forretningsmæssig har slået rod omtrent dér, hvor Skolegade, Korsgade, Sønder Allé og Vestergade løber sammen i Hobros mest ejendommelige, fembenede vejkryds.

Arabisk og italiensk

Ud over traditionelle italienske pizzaer serverer Milano Pizza & Grill også forskellige arabiske måltider baseret på lam, kalv eller kylling. Også enkelte fiskeretter figurerer på menukortet.

- Vi har allerede haft ganske mange kunder.

- Danskerne vil gerne prøve noget nyt, og så må vi jo håbe på, at de kan lide maden og kommer igen, bemærker Ahmed Ali.

Syriske flygtninge

Som så mange andre landsmænd drev den nu 30-årige syrier i 2015 med flygtningestrømmen til Europa og snart efter Danmark - sammen med sin familie.

De kommer fra en mindre by 50 kilometer fra Aleppo.

Ud over hustruen tæller Ahmeds familie fem børn.

I Hobro arbejdede han syv måneder som ufaglært smed, men kom så til skade med to fingre, idet en truck tabte et tungt apparat.

Under sin sygemelding fik Ahmed et godt øje til den da lukkede café på Vester Allé 1 - tæt på, hvor han selv bor.

Partnerskab

Med landsmanden, 47 årige, Adnan Abdelkarim Adou, som partner har han indgået en særlig lejeaftale for Vester Alle.

Den indebærer, at huslejen begynder beskedent med 3000 kroner om måneden for herefter at stige og ende på det dobbelte efter et år.

Det ansporer selvsagt duoen til at give den en skalle for at øge omsætningen.

Foreløbig holder de åbent sen eftermiddag og aften

- Vi ville gerne forsøge os med et spisested, der også serverer god arabermad.

- Hvis kunderne synes om maden, vil vi også holde åbent om formiddagen, bebuder Ahmed.

Duoen trækker p.t. på tre ansatte medhjælpere i køkkenet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste