49-årige Anita ny leder i Hadsund
HADSUND: 1. november tager Anita Brædder fat som ny dagtilbudsleder i Hadsund. Anita Brædder afløser Gitte Gade, der fratrådte stillingen i foråret.
I den mellemliggende periode har dagtilbudsleder i Mariager, Linda Hessellund, fungeret i stillingen i Hadsund.
Anita Brædder er 49 år og uddannet pædagog. Gennem sin hidtidige karriere har hun arbejdet med ledelse i Favrskov, Aarhus og Herning Kommune.
Aktuelt kommer Anita Brædder fra en stilling som leder af dagplejen i Herning Kommune.
Foruden videreuddannelse inden for ledelse har Anita Brædder netop opnået en certificering i psykologisk tryghed.
Hun og hendes mand bor i Hammel. De har tre voksne børn samt to børnebørn.
Dagtilbuds- og skolechef i Mariagerfjord Kommune, Berit Vinther, ser meget frem til at tage imod Anita Brædder.
- Vi får en meget kompetent leder, som er optaget af det tværfaglige arbejde på 0-18 års området.
- Hun er samtidig pædagog i hjertet og har gennem ansættelsessamtalerne vist, at hun har fokus på børnene i alt, hun gør, siger Berit Vinther i en pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune.
Anita Brædder har gennem sin research fået indtryk af et dagtilbud i spændende udvikling. Hun mener, hun har masser at bidrage med i Hadsund.
- Jeg glæder mig meget til at møde både børn, forældre, medarbejdere samt lederkolleger, siger Anita Brædder.
Dagtilbud Hadsund består af børnehaverne Solstrålen, Spiren og Regnbuen, vuggestuen Lærkereden og Væksthuset for førskolebørn.
En plan om at bygge storbørnehave i Hadsund blev sidste år skudt til hjørne af byrådet, blandt andet med baggrund i forældreprotester.