43-årig mand skal favne alle i Børneuniverset
Hobros splinternye daginstitution, Børneuniverset på Solvej i Hobro, har fået en leder, som skal favne i alt 100 børn og 12 ansatte.
Det er den 43-årige pædagog Thomas Mohr Damsgaard. Thomas kommer fra jobbet som leder af Onsild Børnehave, hvor han har været i seks år.
- Udfordringen er at få et samlet hus og få den nye bygning til at fungere. Vi skal skabe en samlet kultur i huset, siger Thomas Mohr Damsgaard, som begyndte i jobbet 1. april 2022.
Han er godt i gang med at lære de nye kollegaer, børn og forældre at kende, og så har der i den første måned været mange praktiske opgaver for at få et nyt stort hus til at fungere.
Legepladsfirmaet har meldt, at de går i gang med at installerer legepladsen sidst i maj. Græsset er sået rundt om huset, men endnu ikke kommet op de fleste steder.
- Når det hele er klar, får børnene i Børneuniverset en stor legeplads med stor indhegnet skov, en stor bakke og masser af legeredskaber på en beliggenhed, der nok har Hobros bedste udsigt, fortæller Thomas Mohr Damsgaard.
Han er 43 år og gift med Majbrit. Parret har to børn, der går i 1. og 4. klasse på Bymarkskolen. Thomas Mohr Damsgaard har også været pædagog i Bymarkens børnehave for år tilbage.
100 børn
Det nye Børneunivers har kapacitet til at passe i alt 100 små piger og drenge - børnehavebørn, vuggestuebørn og specialbørn.
I februar i år blev det politisk bestemt i Mariagerfjord Kommune, at nogle af pladserne er fleksible - en af stuerne kan fyldes enten med enten 12 vuggestuebørn eller 20 børnehavebørn efter behov.
Derfor hedder det maksimale antal børn nu 100, og ikke 92, som Nordjyske skrev i januar.
Vinkelvej lukker
Vinkelvejs Børnehave i Hobro er lukket, og medarbejdere fra Vinkelvej i Hobro knoklede i dagene op til påske med at pakke alt ned, flytte og sætte på plads i Børneuniverset.
I børnehaven er der 47 børn fordelt på de tre stuer, og inden sommerferien regner man med at komme op på 57 børn i børnehaven.
En gruppe med 12 vuggestuebørn er allerede begyndt i Børneuniverset, og efter sommerferien kommer der yderligere 12 vuggestuebørn.
Dagplejen har sin egen legestue i BørneUniverset, hvor områdets dagplejere med børn på skift har en dag i huset.