40-års jubilæum: Henrik er lidt af en sjældenhed
HOBRO: For de fleste, der har en længere karriere i bankverdenen, er det ikke unormalt at have prøvet at arbejde i flere forskellige pengeinstitutter i tidens løb. Det gælder ikke for 59-årige Henrik Ravn Mortensen, der i slutningen af juni kan fejre 40-års jubilæum hos Spar Nord Hobro. Et jubilæum, der på mange måder kendetegner Henrik som person. Han er nemlig loyal og trofast overfor det, han holder af. Det gælder således også hjembyen Hobro, hvor han har boet hele sit liv og hvor han engagerer sig meget i byens ve og vel.
Henrik Ravn Mortensen startede i 1984 som elev i Himmerlandsbanken, der senere blev overtaget af Spar Nord, hvorfor ancienniteten beregnes derfra.
Allerede som 24-årig blev han filialbestyrer i Haverslev, senere souschef i Arden og endelig privatkundechef i Spar Nord Hobro – en titel han fortsat har og hvor han nyder hver eneste dag.
- Hos Spar Nord træffes beslutningerne lokalt af lokale mennesker, og vi engagerer os i lokalsamfundet. Vi har fokus på værdier som nærvær og ordentlighed, og så er det hele gjort i en afslappet og uhøjtidelig atmosfære, hvor vi er i øjenhøjde med kunderne, fortæller Henrik Ravn Mortensen.
- Den måde at drive et pengeinstitut har altid tiltalt mig meget, og det er også derfor, at jeg nu kan fejre 40-års jubilæum i banken. Jeg kan med 100% ærlighed sige, at jeg aldrig har søgt – eller overvejet at søge – et job i et andet pengeinstitut. Jeg har simpelthen sat for meget pris på det her i Spar Nord, og derfor aldrig haft lyst til at prøve noget andet, lyder det fra Henrik Ravn Mortensen, der som privatkundechef i dag primært har personale- og ledelsesansvar i banken. Privatkundeafdelingen i Spar Nord Hobro består i dag af 20 medarbejdere.
- Modsat tidligere har jeg ikke kunder selv. Min opgave er primært at sikre, at personalet har de optimale rammer til at give kunderne den allerbedste rådgivning. Det er en opgave, jeg nyder hver eneste dag, fortæller han.
30 år med Ambufesten og Det Danske Spejderkorps
Det med at engagere sig lokalt gælder i den grad også Henrik som person. I mere end 30 år har han således ydet en stor indsats hos Ambufesten, hvor han startede i musik- og festudvalget og i dag er med i bestyrelsen og forretningsudvalget.
Sammen med mange andre ihærdige ildsjæle har han i den grad bidraget til Ambufestens flotte udvikling igennem årene, herunder også uddelingen af mange millioner til velgørende formål.
- Spar Nord er mangeårig partner for Ambufesten, og der er flere af bankens medarbejdere, der yder en stor frivillig indsats til festen. Jeg har altid sat pris på de nære relationer til rigtig mange gode mennesker i det lokale foreningsliv, som Ambufesten har givet mig, og så har jeg altid godt kunne lide festens motto; Det er sjovt at hjælpe andre, fortæller Henrik Ravn Mortensen.
I tillæg til engagementet i Ambufesten har Henrik i over 30 år været aktiv i Det Danske Spejderkorps. Han er også med i broderskabet Fyrkat-lauget, Mariagerfjord Erhverv og fodboldklubben Hobro IK’s erhvervs- og elitenetværk. Hos sidstnævnte er han også altid at finde på lægterne til holdets kampe.
Altid Hobro
Privat bor Henrik i Hegedalsparken i Hobro sammen med sin hustru Majbritt, som arbejder i Sparekassen Kronjylland i Randers. Parret har to børn; Viktor og Julie, og sammen nyder de ferier i deres ferielejlighed i Gudhjem på Bornholm.
Rent faktisk har Henrik aldrig boet andre steder end i Hobro. Her er han født og opvokset, og har aldrig haft adresse udenfor byskiltet, hvilket også understreger hans loyalitet. Er man kommet ind under huden hos Henrik, så bliver man der…