Trine har fået en god start som indehaver af legendarisk værtshus
For to måneder siden overtog 25-årige Trine Højfeldt Kronborg Bach et af Hadsunds mest kendte værtshuse; Den Graa Kok på Storegade 51-53. Her har hun fået en god start, hvor det allerede er lykkedes at få fat i et mere ungt publikum.
- Ja, det har været en superfin start, hvor de forskellige nye tiltag, som jeg har sat i gang, er blevet taget rigtigt godt imod. Jeg har blandt andet lavet et nyt, spændende drinkskort, arrangeret aftener med livemusik og enkelte aftener med spisning.
- Aftenerne med spisning skal man dog tilmelde sig på forhånd, så det er lidt som et lukket arrangement. Men det har fungeret fint med en flot tilslutning. Til august har jeg blandt andet også planlagt en aften med helstegt pattegris. Det er en aften, som jeg glæder mig meget til.
”Generationsskifte” i løbet af aftenen
De forskellige nye tiltag har alt sammen betydet, at det er lykkedes Trine at tiltrække et yngre publikum til værtshuset, særligt i weekenderne.
- Jeg plejer at sige, at der er et generationsskifte på værtshuset ved 22-23-tiden om aftenen, hvor en del af stamkunderne bliver skiftet ud med unge, der bruger Den Graa Kok som et gå-i-byen-sted i Hadsund. Nogle aftener har jeg også fået dørmand på, og holder åbent til klokken fem om morgenen, men det er kun på udvalgte aftener, og ikke hver weekend.
- Selvom jeg er glad for, at det er lykkedes at tiltrække flere unge, så sætter jeg naturligvis også stor pris på alle mine stamkunder. De har også taget rigtigt godt imod mig, fortæller Trine Højfeldt Kronborg Bach.
Håber på turister
Den Graa Kok er et klassisk brunt værtshus/vinkælder med spillemaskiner, billardbord og møbler i mørke farver. Et sted med historie og atmosfære. Trine håber da også, at det historiske værtshus vil tiltrække turister i løbet af sommeren.
- De kan jo både komme ind og nyde atmosfæren og stemningen eller sidde udenfor på Storegade og nyde en øl eller vand, hvis vejret tillader det. Jeg er i hvert fald spændt på sommeren, og vil gøre alt, hvad jeg kan, til at alle føler sig velkomne, lyder det fra Trine Højfeldt Kronborg Bach, der i nogle måneder endnu fortsat tager et par vikartjanser i et andet job, når det ellers passer med vagtplanen hos Den Graa Kok.
- Det koster jo lidt at komme i gang, og jeg har lavet lidt forskellige investeringer hernede, blandt andet har jeg lige bestilt ny arbejdsuniform med logo til de ansatte. Her har det været godt med lidt vikartimer til at supplere indtægterne, men det er planen, at jeg stopper med vikartimerne lige efter sommerferien, slutter hun.